Politik fra rødderne

Lektor Lyns nedslag

Af Anders Hougaard
 | hougaard@sdu.dk
Anders Hougaard alias Lektor Lyn er bevæbnet med akademikerens skarpe og kritiske pen og skriver fast i Kommunen om teknologi, medier og samfund.

Homo emoticon

Pool emoji
Måske er den udbredte forkærlighed for emoticons i tidens digitale sprog ikke et udtryk for en fordærvet kultur på vej mod afgrunden. Måske er det snarere et udtryk for en kultur, der er på vej til at bringe menneskelighed og balance tilbage i verden, skriver Anders Hougaard. Caters news/Polfoto

”Postfaktualisterne kan åbenbart ikke få øje på skoven for bare træer. For verden er ikke blevet fattigere på facts. Problemet er snarere det modsatte, at den drukner i facts. Vi har fået så mange facts, at deres meningsløshed er blevet åbenbar.”

11. dec 2016

”Postfaktuel”. Årets ord ifølge Oxford Dictionaries. Det ”postfaktuelle” dækker ikke længere over enkelte analyser eller et debatindlæg; det er – ja – blevet et regulært faktum. Betegnelsen bruges nu, som om den dækker over en observation, hvis præmisser bør være givet for enhver.  Man ser en direkte sammenhæng mellem Trump og brexit, der betragtes som selvindlysende katastrofer; en dalende tillid til vidende folk og eksperter og en generel nedvurdering af betydningen af ”facts”, mens følelser, uvidenhed og subjektive betragtninger tager over.

 ”Postfaktualisterne kan åbenbart ikke få øje på skoven for bare træer. For verden er ikke blevet fattigere på facts. Problemet er snarere det modsatte, at den drukner i facts. Vi har fået så mange facts, at deres meningsløshed er blevet åbenbar.”

Nogle af de mere perfide kulturpessimistiske stemmer som for eksempel den flamboyante rektor Mogens Hansen ønsker sig endda et nyt folk og kalder ”uvidenheden” for villet – imens andre – mere diplomatisk, ser den som et resultat af medieudvikling og de nye vidtstrakte muligheder for at konstruere sit eget digitale univers.

Et fesent indhold

Ordet ”postfaktuel” har haft enorm gennemslagskraft i medier og offentlige debatter i det år, der snart er gået. Medierne har kastet sig glubsk over det, og en eksklusiv kerne af akademikere har fået timevis af sendetid til at udbasunere deres betragtninger. Men betegnelsen er – for nu at blive i den kommende højtids verden – som den flotte funklende bordbombe, alle river ned fra hylden, men dog viser sig at have et fesent indhold. Og hvad værre er, så optager ordet med sin anmassende adfærd pladsen for andre reelle indsigter i tidens tendenser. For eksempel kan det måske endda tænkes, at hele postfaktualitetsbevægelsen selv repræsenterer det, den beskylder politik og menigmand for. Måske er facts ikke blevet fortrængt af fact-ignoranter; måske har facts nærmere sejret sig selv ihjel. Og måske er vi ikke blevet skødesløse med grundlaget for vores beslutninger, men forsøger snarere at bringe dette grundlag tilbage i balance.

Forførende retorik

Postfaktualisterne efterlyser åbenhed om politiske agendaers grundlag. Således påpeger Vincent Hendricks og David Budtz i en kronik i Politiken den 12. september 2016, at ”Kun ved at gøre opmærksom på, hvilke kendsgerninger og hvilket ideologisk fundament en bestemt politik udspringer af, kan der føres en rationel, oplyst og respektfuld dialog.” Men postfaktualisternes retorik er i sig selv forførende og følelsesappellerende, og den udspringer af en veritabel fact-industri, der lider et stort magttab med politikeres og menigmands nye måder at forholde sig til verden på. Det virker fuldstændig ligetil – det, postfaktualisterne beskriver. Der er facts i verden, som sandt og falsk kan måles op imod, og som beslutninger kan træffes på grundlag af. Det er en præmis, som enhver ureflekteret kan tilskrive sig. Og hvis vi ser bort fra disse facts, ender vi naturligvis i problemer. Det er et skrækscenarie, som enhver ligeledes ureflekteret kan tilskrive sig. Og det er i høj grad et scenarie, der spiller på følelser og som hurtigt, automatisk underbygges af enhver tids frygt for fremtiden og oplevelse af kaos i samtiden. Men ikke bare er postfaktualisternes apokalyptiske fortælling meningsgivende på en måde, der er lidt for ligetil, og ikke bare er deres fortælling følelsesmæssigt medrivende på en lidt for oplagt måde; den bygger — ganske som det, den kritiserer — selv på et særligt ”fundament” i vestlig kultur og tænkning, som man ikke gør opmærksom på.

Magtfuld fact-industri

Ideen om facts er ikke selvgivet, fordi verden objektivt gør sig tilgængelig i form af selvstående facts. Ideen om facts er netop en idé, som kan spores historisk og som formentlig for alvor fik ben at gå på et sted mellem Renæssancen og Oplysningstiden. Det er blevet beskrevet meget grundigt i flere værker som for eksempel Mary Pooveys “A History of the Modern Fact”  (1998) samt  Barbara Shapiros “A Culture of Fact” (2000). Omend der er uenighed om præcis, hvordan fact-begrebet har udviklet sig og hvem og hvad der i særlig grad har drevet udviklingen af ideen, så er der konsensus om to centrale forhold. Begrebet facts er ”opfundet” for at betjene særlige videnskaber og/eller samfundsinstitutioner, og fra sine arnesteder har fact-begrebet spredt sig på tværs af mange områder. Og der findes slet ikke værdifri eller umotiverede facts. Alle facts er enten ”induktive”, altså ”samlet” i en særlig sammenhæng eller med et særligt formål for øje, hvilket har formet dem, eller de er ”deduktive”, altså genereret fra særlige præmisser, hvilket ligeledes har formet dem. Men ikke desto mindre har særlige videnskabelige og filosofiske retninger samt samfundsmæssige institutioner som domstole, revision, journalistik og politik gennem århundrederne praktiseret et tæt forhold til ideen om rå facts. Og i dag udgør fact-generering og factbaseret tænkning og analyse både big business (med for eksempel big data, meningsmålinger og statistiske analyser) og et grundlag for en tung videns- og samfundsdikterende elite. Denne business og denne elite og deres historie udgør en stor underliggende, magtfuld fact-industri, som ikke rigtig kommer frem i lyset i debatten.

Verden drukner i facts

Men er der så alligevel ikke bare tale om en vigtig samfundsmæssig base og kulturel arv, som er truet af ignorant ringeagtelse? Det er der faktisk intet, der tyder på. Men postfaktualisterne kan åbenbart ikke få øje på skoven for bare træer. For verden er ikke blevet fattigere på facts. Problemet er snarere det modsatte – at den drukner i facts. Vi har fået så mange facts, at deres meningsløshed er blevet åbenbar. Og vi præsenteres for så mange analyser, at det er blevet tydeligt, at enhver idé om absolut autoritet i fact-produktion og -analyse blot er endnu en påstand. Med mere og mere boglig uddannelse, skolegang og oplysning; flere og flere meningsmålinger og daglige informationer og mere og mere generering, indsamling og analyse af flere og flere data i den digitale verden har fact-bevægelsen sejret sig selv ihjel. Med malstrømmen af facts indser vi, at alle de tal, statistikker og numeriske analyser, som politikere og medier smider i hovedet på os, ikke er en objektiv, selvtalende sandhed med en særlig fremstilling af verden. Og vi bekræftes i vores frustration, når vi ser, hvordan konstante monitoreringer af data giver et konstant fluktuerende billede af verden, der ligger langt fra den stabile fact-forståelse af verden. Og så skal vi ikke engang begynde at forholde os til den metodiske tvivl, der altid har naget de videnskabsfolk, der har udviklet de modeller, fra hvilke samfundets politiske ”facts” stammer.

Menneskelighed tilbage i verden

Postfaktualitetsteoretikernes påstande trækker os rundt i manegen. Vi har set, at de skygger for den indsigt, at der slet ikke findes rå facts, og vi har også set, at vi næppe nogensinde har haft flere ”facts”, end vi har nu. Men ikke bare er postfaktualisternes påstande historisk forkerte eller mangelfulde. De er sågar neurokognitivt forkerte, i hvert fald hvis vi skal tro førende forskning over de sidste to-tre årtier. Postfaktualisterne vil have facts uden følelser og mavefornemmelse, men det er rent faktisk en patologisk tilstand. Følelser er uundværlige, når ”facts” skal evalueres og føre til beslutninger. Følelse er det, der får os til at værdisætte ”facts” og træffe beslutninger. Og uden sådanne følelsesbaserede værdisætninger ville enhver beslutningsprocess fortsætte i det uendelige med overvejelse efter overvejelse over ”facts”, sådan som den fremtrædende neurolog Antonio Damasio beretter det om sine patienter i bogen ”Descarte’s Error” (1994). Disse patienter er skadede på områder, der varetager følelser, og de er voldsomt hæmmede i forhold til at træffe hverdagsbeslutninger.  De er efterladt med ”facts” uden følelser.

Og netop med for eksempel Damasio i hånden og konstateringen af, at vi ikke har færre, men for mange facts i vores teknologisk moderne liv, åbner der sig nye interessante forklaringsmodeller. Måske er tidens dyrkelse af mavefornemmelser for ikke at glemme den udbredte forkærlighed for emoticons i tidens digitale sprog ikke et udtryk for en fordærvet kultur på vej mod afgrunden. Måske er det snarere et udtryk for en kultur, der er på vej til at bringe menneskelighed og balance tilbage i verden, en kultur, der har opdaget, at ”facts” ikke er rå, og som er druknet i et hav af værdiløse fluktuerende data?

Og ja, det kan godt virke overdrevet med disse mavefornemmelser, men sådan er det vel med enhver nødvendig samfundsmæssig drejning.

© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57