Politik fra rødderne

 synspunkt

Af Karen Lumholt
 | karen@lskommunikation.dk
Journalist, forfatter, Lumholt & Stahlschmidt
Karen-Lumholt-copy

Giv mig en moden chef

”Det er en bedre investering for samfundet, at vi lader de smarte af de modne komme mere til fadet i stedet for, at de 37-årige render rundt med blodsmag i munden og er dårlige mellemledere og fraværende forældre”

Min hjerne er som en skov: Brune blade ligger nederst og gærer, mens alskens nyt spirer frem øverst. Det hele summer i en symfoni og smager lidt af umami - den dybe smag af proteiner. Jeg fløjter og er ved at sprække af overskud. Jeg er moden. Jeg følger med og er rustet til tænderne med udsyn, kontekst og last news. Jeg tør give slip og indrømme fejl. Jeg er rummelig og pragmatisk, men også skarp på prioriteringer, værdier og mål. Jeg har aldrig været bedre end nu, hvor jeg er over 50. Sådan var det ikke, da jeg var 35.

Jeg kan stadig huske blodsmagen i munden, når jeg cyklede hjem og var ekstra sent på den. En gang kørte jeg ind i en holdende bil, fordi jeg ikke så mig for, styrtede udover cykelstyret, rejste mig op og fortsatte turen mod børnehaven med et bukket ribben og en forstuvet hånd. Jeg kan huske, at jeg var ved at græde, når jeg skulle holde for rødt. Halsen snørede sig sammen af anstrengelse, og fordi jeg var i panik.

Børnehaven efter lukketid

Min søster stod udenfor børnehaven på fortovet med mine to drenge. To små purke med hvidgult hår, normalt fulde af liv og spil i øjnene. Når jeg nåede frem, var de trætte, og der var ikke meget liv tilbage. Det var jeg ked af. Min søster hentede dem ved lukketid klokken 17 og stod dér, når jeg nåede frem klokken 17.20. Når det regnede og var koldt, var det ikke rart at tænke på, at de stod der og frøs med store biler svingende lige forbi, mens det skumrede. De havde været i børnehave siden klokken 8. Og dengang var der ovenikøbet ordentlige normeringer.

  ”Det er en bedre investering for samfundet, at vi lader de
smarte af de modne komme mere til fadet i stedet for, at de
37-årige render rundt med blodsmag i munden og er dårlige
mellemledere og fraværende forældre”

Nogle gange tog jeg en taxa, men så sad jeg fast i trafikken. En dag i taxaen tænkte jeg: “Nu får jeg en blodprop!”. Jeg var følelsesløs i ansigtet, det prikkede og stak i den ene side, jeg havde smerter i brystet og tunnelsyn og kunne ikke mærke mine fødder. Men jeg fik ikke en blodprop.

Mine anstrengelser skyldtes, at jeg efter tre år som freelancer havde fået en tidsbegrænset ansættelse i DR som studievært. Det var mit drømmejob. Sådan var det at være nyuddannet - man måtte kæmpe. Sådan er det stadig. Jeg stræbte efter at gøre karriere. Jeg havde jo været dygtig i skolen. Det generede mig, at nogle af de mest tumpede fra min årgang løb med de fede job. Jeg sad der med mine efterhånden tre børn og stress, men var jo selv ude om det.

Kun arbejdsidentitet tæller

Hvorfor fik jeg børn, når jeg så gerne ville arbejde? Fordi… jeg vidste, at min mand ville blive en god far (og dem var der ikke så mange af, havde jeg lært af min mor). ”Der skal avles”, sagde kroppen! Da jeg først havde fået ét barn, vidste jeg, at det bedste, jeg kunne gøre for den bette. var at få nogle flere. Vi blev en stor familie, og det er det bedste, der er sket i mit liv. Det eneste aftryk, jeg har sat i verden, som jeg ikke er i tvivl om er godt, er mine børn.

At moderskabet kom til at fylde, kom bag på mig. For mig var der ligestilling på alle hylder i 70’erne og 80’erne. Vi unge kvinder vidste godt, hvad vi var værd. Faktisk tror jeg, at vi havde mere selvtillid end mænd.

Ligestillingen varede, lige til vi fik vores første barn. Der begyndte biologien at snakke med. Mine bryster råbte højere end mig selv, når ikke jeg kunne komme hjem til et ammebarn.

Jeg var som alle andre mødre, der troede, de skulle gøre karriere, og blev overrasket over moderskabets vælde, spændt ud mellem jobbet, som jeg havde troet var mit livs egentlige formål, og det nye magiske, som var kommet ind i mit liv: kærligheden til afkom.

Hvorfor tog jeg den ikke bare med ro og droppede ambitionerne? Fordi jeg gerne ville bruge min uddannelse, som jeg havde knoklet for. Og fordi jeg godt vidste, at det ikke tæller at være mor, men nærmest er noget, man skal snige sig til at være. Kun arbejdsidentitet tæller i vores samfund.

Høje idealer, men ringe indsigt

Jeg fik chancen for et deltidsjob. Det var godt ikke at skulle tjekke ind så mange timer hver dag, men på deltid blev man sat af holdet, når man ikke deltog i møderne. Man blev ikke regnet.

Da chancen bød sig, blev jeg mellemleder. Jeg var ambitiøs. Hvis jeg ikke skulle miste momentum, måtte jeg slide hårdere i det, gå til møder og læse det organisatoriske spil. Jeg ville realisere den høje standard. Jeg vidste en masse om, hvordan alting skulle gøres på den “rigtige” måde. Jeg havde faglige principper og en helvedes masse selvtillid.

Alligevel var jeg ikke nogen god mellemleder. Jeg var for ung. Som småbørnsmor sov jeg for lidt. Jeg havde ikke modenhed, ro, overskud og overblik nok til at håndtere konflikter, motivere og give feedback. Min integritet var ikke imponerende, jeg var hudløs.

Jeg kompenserede ved at blive rigtig god til excel-ark. Jeg blev rigid. Møder blev ledet hårdt. Når jeg ser tilbage, var min lederstil micromanagement. Det skyldtes ren usikkerhed. Jeg havde ringe indsigt i, hvad medarbejdere, der var meget ældre end mig, egentlig lavede. Til gengæld havde jeg mine høje idealer. Dem klamrede jeg mig så til sammen med mine excel-ark. Jeg gik ned med den obligate stress, men slap med at være sygemeldt i tre uger. Det var, før stress blev en folkesygdom.

75 år og i fuld sving på arbejdsmarkedet

Nu er børnene i mellemtiden blevet store. Aldrig har jeg haft så stort et personligt overskud.

Jeg er selvstændig i dag og kan arbejde 16 timer om dagen, hvis det skal være. Jeg skal arbejde mindst 20 år endnu.

Min svigermor er 75 og arbejder stadig - som skolepsykolog i en kommune. Hendes chef vil ikke af med hende. Hun er en fremragende mentor for de nyuddannede psykologer og naturligvis en rasende god psykolog. Det bliver man ikke dårligere til med alderen –tværtimod. Hun oser af klogskab, ja, visdom. Hun ved, hvornår man skal holde tand for tunge. Og hvornår man skal tale. De unge ser på hende med stor respekt.

Havde jeg vidst, hvor dygtig man kan være som henholdsvis 50- og 75-årig, havde jeg taget den lidt mere med ro som 35-årig og ladet mig fylde af moderskabets glæder med god samvittighed.

”Giv mig en moden chef!” hørte jeg en træt og frustreret medarbejder sige en dag, jeg var ude som konsulent. De havde igen-igen fået en ung chef, som for at markere sig lige skulle stå i spidsen for en større strukturændring.

Det er en bedre investering for samfundet, at vi lader de smarte af de modne komme mere til fadet i stedet for, at de 37-årige render rundt med blodsmag i munden og er dårlige mellemledere og fraværende forældre – mens de smarte af de modne sidder og skumler i en krog. Frustrerede over ikke at blive taget med på råd.

Når nu vi skal blive over 90 år, er det klogt at lade de 30-40-årige være forældre. De har kun få år at være det i – og mange år på arbejdsmarkedet.

Jeg drømmer om, at vore chefer bliver bedre til at sætte unge og gamle sammen og derved tage presset fra de nyuddannede - og give de modne den status, de fortjener.

Lad de unge bruge de gamle til supervision – og lad de gamle inspireres af de nyuddannede.

Lad os se mere holistisk på det. Som samfund bliver vi mere robuste, hvis vi giver plads til omsorg begge veje. Vi kan ikke alt sammen selv – men sammen kan vi alt. :


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Et interessant og modent indspark til en "never ending" problematik. Det giver stof til eftertanke - også hos en 61-årig som mig :-)

Allan, 30. jan 2017


Ja, for mig ligger det også implicit. Vi følger jo vores eget spor i vores eget tempo - og der er altså nogle spor, der egner sig langt mere til ledelse end andre. Sådan vil jeg nok beskrive det fra min verden. Og stor respekt for forskelligheden. Jeg kender folk, der er mega sjove og underholdende at være sammen med, lige præcis fordi en del af dem er lige der. Men de vil nok ikke egne sig til eller have det godt med ledelse... :-)

Caroline Heerup, 27. jan 2017


Hvor har du dog ret Karen - Endnu engang rammer du hovedet lige på sømmet... Den ro og det overblik jeg har oparbejdet i en "moden" alder (50+), ville vel nok have været dejlig at besidde, da jeg var yngre. En moden leder har meget større overblik, og dermed ressourcer til at styre arbejdsprocesser, hvor dét at respektere hinanden, udnytte den enkelte medarbejders forcer, og vide hvordan vi - gennem samarbejde når en given målsætning. Dét er en kæmpe styrke, som "kommer med alderen..." :)

Anne Midtgaard Jønsson, 27. jan 2017


Godt og aktuelt indlæg :-)

Charlotte Boes, 27. jan 2017


Glad for at du påpeger, at det for så vidt intet har at gøre med om man har børn eller ej - pointen er den samme: Ja tak til modne (kloge) chefer! Hvor ville vi også få et meget mere stressfrit arbejdsmarked - både fordi cheferne er bedre, og fordi man slipper for at blive stresset af at blive ledet af en umoden chef. Og så er det vigtigt at påpege, at ikke alle 50-årige er modne. Eller kloge. Men det håber jeg ligger implicit. :)

Karen Lumholt, 26. jan 2017


Åhh, hvor befriende at læse dette, Karen. Selvom jeg er en af dem, der ikke kunne få børn, kan jeg sagtens genkende dine oplevelser. Og kan kun forestille mig, hvad det ekstra pres fra børnene, der bliver nedprioriteret, må betyde. Og jeg er fuldstændig enig i, at der nu er så meget ro, overblik og forståelse for, at verden ikke for andre end mig, ser sådan ud, som jeg ser den. Denne rummelighed kan i den grad få andre til at turde sig deres mening, og vi begynder derfor på et helt andet plan at kunne skabe sammen. Simpelthen fordi min måde at være på nu som 55 årig, byder andre fuldgyldigt ind i samarbejdet, hvor jeg som ung leder i den grad manglede respekt for mine medarbejderes syn på tingene. Og det var jo dem, der stod med fingrene i virkeligheden. Ikke mig. Ja tak til modne chefer.

Caroline Heerup, 26. jan 2017



© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57