Lektor Lyns nedslag

Angsten for den skrankeløse dialog

24. april 2016

Af Anders Hougaard
Lektor ph.d. Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet

Anders Hougaard alias Lektor Lyn er bevæbnet med akademikerens skarpe og kritiske pen og skriver fast i Kommunen om teknologi, medier og samfund.

Bør kommunen være en form for selvkørende institution eller forretning – eller et åbent, demokratisk betjeningsorgan og en fællesbetegnelse for alle borgere? spørger Lektor Lyn retorisk mellem linjerne. Foto: Peer Pedersen / Polfoto

Der kan opremses mange grunde til, at myndigheder som for eksempel kommunerne ikke skal optræde på Facebook, men mange af disse er ganske overdrevne eller vildledende skrækscenarier. Der er dog én rigtig god grund for kommuner og andre myndigheder til at holde sig væk fra den digitale pøbel: Den tenderer imod skrankeløse tilstande, enhver moderne, demokratisk, offentlig myndigheds antitese.

Når lande ikke har diktatur, har de nemlig ”skranken”. Vi kender ”skrankepaven”, men det er blot én manifestation af det mere generelle skrankeprincip. I de fleste demokratier synes skranken at tjene den funktion, som fysisk tvang tjener i diktaturet: Den fastholder styrets autoritet og magtposition. Grundloven sikrer, at det er folket, der bestemmer, men skrankeprincippet sørger for, at man ikke kommer for godt i gang.

”Det er ikke dialog; det er djøffolog: ansigtsvenlig, manipulerende, ignorerende, envejsdomineret og begrænsende kommunikation. Det er magtudøvelse forklædt som demokrati. Og det er uskyldigt udseende hverdagsmanipulation, der giver baghjul til alle store diktaturers tunge propagandaapparater.”

Skrankeprincippet er det generelle princip, at myndigheders kontakt med borgere foregår på myndighedens præmisser. Der behøver altså ikke være en fysisk skranke til stede, selv om den da absolut er bekvem for myndigheden at afskærme sig bag. Skranken kan bestå i, at kommunikationen er envejs, at der er begrænsede muligheder for at komme igennem til myndigheden og kun begrænset taletid, når man er kommet igennem, at der er særlige begrænsende regler for henvendelser til myndigheden, at kommunikationen foregår i et teknisk sprog, som er tilpasset myndighedens særlige ekspertise, at myndigheden til enhver tid kan afbryde kontakten, at den kan diktere, hvordan selve kommunikation skal foregå og meget mere.

Skrankedukker

Det er meget populært blandt myndigheder at skilte med, at man er i ”dialog med borgerne”. Men det er i mindst 99 procent af tilfældene manipulerende sprogbrug og lodret løgn.  Der er ikke tale om dialog i nogen central eller gængs betydning af ordet. For den russiske filosof Bakhtin var dialog en kontinuerlig, gensidig proces, hvor begge parter forandres af hinanden. Men skrankeprincippet er netop et magt- og strukturkonserverende princip, der manifesterer myndighedens uforanderlighed i kontakt med omverdenen. Det er et venligt smilende, men komplet ignorerende princip. Myndighederne specialtræner sågar ofte deres medarbejdere i manipulerende skrankekommunikation. På dyre kurser lærer de at smile forstående til borgeren, at tale ”fra hjertet” og at anerkende årsagen til borgerens henvendelse. Men det skaber kun buldrende tomme skrankedukker. Det, at man overhovedet skal lære at virke imødekommende og forstående, fortæller med al tydelighed, at det demokratiske, tjenende princip slet ikke er indbygget i myndighedsstrukturen. Det betjenende smil kommer ikke fra en indbygget demokratisk grundforståelse. Det er ikke mere end en programmeret del af skrankestrukturen og dermed en del af hele det magtbevarende kompleks, en slags kommunikativ afvæbning eller bedøvelse. Det er ikke dialog; det er djøffolog: ansigtsvenlig, manipulerende, ignorerende, envejsdomineret og begrænsende kommunikation. Det er magtudøvelse forklædt som demokrati. Og det er uskyldigt udseende hverdagsmanipulation, der giver baghjul til alle store diktaturers tunge propagandaapparater

En demokratisk dialog foregår ikke på den ene parts hjemmebane og på den ene parts kraftigt indskrænkende, beskyttende, censurerende og dominerende præmisser. En demokratisk dialog foregår fra to strukturelt ligeværdige banehalvdele med respekt for, at banehalvdelene naturligvis er forskellige og har forskellige baggrunde og funktioner, og at der gælder visse love og regler. Der findes bare stort set ingen (hvis nogen?) sammenhænge, hvor en sådan dialog udfolder sig mellem for eksempel kommune og borger. Jo, der er jo lige medier som Facebook, som – om ikke andet – kommer besnærende tæt på. Men Facebook og lignende medier afskrækker (meget afslørende) mange politikere, embedsfolk og kommunikationsfolk netop på grund af deres truende skrankeløshed. Der er ikke nok kontrol. Folk skriver alt muligt, de hidser sig op og bander og så videre.

Pikbillede på Koldings væg

Kommunikationsrådgivningsbureauet Digital Identity giver således på deres hjemmeside 10 grunde til, at kommuner ”bør tøve overfor Facebook”. Udover bemærkninger om, at Facebook er et kommercielt medie, der samler og sælger data om brugeren, og nogle tvivlsomme eller irrelevante forudsigelser om Facebooks fremtid er det især netop skrankeløsheden, der advares imod. Det hedder blandt andet, at ”Facebook … har sine egne regler, som ikke nødvendigvis er demokratiske. For eksempel krænkes vores ytringsfrihed, da FB censurerer fotos og lukker konti, hvis de ikke passer i Facebooks amerikanske værdisæt”.  Det er en komisk betragtning. Som fast Facebook-bruger siden 2007 har undertegnede ikke en eneste gang oplevet at blive censureret og kender heller ingen, der er blevet det, og det skyldes ikke poleret sprogbrug, kan det bemærkes. Til gengæld har undertegnede et betragtelig antal gange i samme tidsrum oplevet at blive afbrudt, afvist, ignoreret og så videre af en offentlig myndighed. Men det er da muligt, at nogle vil føle, at deres ytringsfrihed krænkes med censur, hvis de for eksempel forsøger at poste et ”pikbillede” til borgmesteren på Kolding Kommunes væg. Og ellers må man konstatere, at Facebook skal se at få strammet op på regelhåndhævningen, hvis de skal nå de danske myndigheder til sokkeholderne.

Et andet sted i de ti grunde til at tøve overfor Facebook hedder det, at borgere afslører følsomme ting om sig selv på kommunernes vægge, for eksempel at de er ”storrygere, storforbrugere af sociale ydelser etc”, ”data, som kommunen lader folk dele på et socialt netværk, der videresælger data”. Og her må man sige, at det er komisk, at man først bemærker en mulig begrænsning af ytringsfriheden for derefter at bekymre sig om, hvad folk kan finde på at sige i en henvendelse til kommunen. En bærende pointe i et folkestyre med ytringsfrihed er vel, at man indenfor lovens rammer må sige præcis, hvad man finder passende, også selvom man ved kommunen ikke bryder sig om, at samfundets belastede sider bliver udstillet på deres væg.

Ægte pøbelstyre

Man undres i det hele taget såre over Digital Identitys tøvepunkter, lige indtil man når til punkt ni – så falder brikkerne på plads: ”Man skal altid spørge sig selv, hvad man får ud af at være på Facebook”. Da det ikke er den almindelig borger, som de ti tøvepunkter rettes imod, så ser man, at det, som tøvepunkterne angår, er kommunen som en form for selvkørende institution eller forretning og ikke kommunen som åbent, demokratisk betjeningsorgan og en fællesbetegnelse for alle borgere. Det handler om, hvad man indenfor væggene ser af plusser og minusser ved Facebook. Og når man ser, hvordan kommuner og offentlige myndigheder i det hele taget praktiserer ”dialog med borgerne”, så ser man, at problemet med Facebook ikke ligger i, at det er et kommercielt foretagende, der sælger følsomme data og censurerer efter amerikansk målestok; det ligger i myndighedernes skræk for den skrankeløse, demokratiske kontakt. Og det er det, man i stedet for bør bekymre sig om. Lige så meget som de moderne sociale medier kan være en katalysator for uhøvisk adfærd, viser angsten for dem i lige så høj grad, hvor langt det moderne skrankesamfund befinder sig fra et egentligt ægte pøbelstyre. Og det viser, i hvor høj grad vi har affundet os med djøffologen, som også har fundet vej langt ind i kommunikationsbranchen.

Har du en kommentar?

avatar
wpDiscuz

Centerleder til Misbrug & Udsatte området

Center for Misbrug & Udsatte området i Esbjerg Kommune søger ny centerleder pr. 1. november 2017

Leder til Byggesag og ejendomsskat

Vi har travlt og er i centrum af udviklingen. Vi har brug for den helt rigtige leder til at stå i spidsen for vores hold af dygtige og engagerede medarbejdere

Analysestærk økonomikonsulent

Solrød Kommune skal stå stærkere på effektiviserings- og styringsdagsordenen, og vi har derfor brug for en økonomikonsulent mere. Kan du lide at udvikle økonomisk styring, men samtidig være forankret i den normale drift, så vil du være et godt bud på vores nye økonomikonsulent

Konsulent til kontrolenhed

Kan du acceptere snyd med sociale ydelser?

2 Økonomikonsulenter

Esbjerg Kommunen søger 1 økonomikonsulent der brænder for: Budgetlægning og økonomistyring Regnskab og økonomistyring

Stabschef til Ældre- og Handicapforvaltningen

Har du mod på faglig udvikling uden at gå på kompromis med sikker drift? Er dit perspektiv strategisk og helhedsorienteret? Vil du arbejde med politisk effektstyring? Så er du måske Ældre- og Handicapforvaltningens (ÆHF) nye stabschef for økonomi og HR!

Chef for Bibliotek, Borgerservice og Fritid

Horsens Kommune søger en chef til en nyetableret organisation der dækker Bibliotek, Borgerservice og Fritid.

Planchef

Vores planchef gennem knapt 4 år er blevet Teknisk Direktør i en nærliggende kommune. Derfor søger vi nu en afløser

Leder af Natur og Miljø

Halsnæs Kommune søger en ny leder for vores Natur- og Miljøafdeling. Du vil få ansvar for 10 dygtige og engagerede medarbejdere og være med til at præge en kommune, der er ambitiøs i sin natur- og miljøindsats

Leder til bibliotek, kulturhus og borger­service

Odsherred Kommune søger pr. 1. november 2017 en visionær og kulturskabende leder til BOK, som er en dynamisk og kompleks kulturinstitution, der rummer biblioteker, kulturhuse, galleri og borgerservice
Share
Tweet
Share35
+1
Email