Ærlig talt!

Sæson for badegæster

16. april 2017

Af Michael Kjærgård
Journalist

En badegæst er noget af det mest uforpligtende, man kan forestille sig. En person på en mission udelukkende for sin egen nydelse. Om vejret er dårligt, vandet for koldt, hvidvinen for lunken eller familien på nærmeste strandtæppe for irriterende, er løsningen den samme: så fortrækker man til et sted, man finder mere behageligt.

Politik er modsætningsvis noget af det mest forpligtende, man kan forestille sig. Ens indfald kan få betydning for andre menneskers liv, og der er ingen nemme udveje, når man havner i modvind, og man skal æde sin stolthed og sluge kompromiser, man helst havde været foruden.

”Badegæster forekommer ikke kun blandt kandidaterne. Partierne kan også.”

Man skulle derfor tro, at de to ting er uforenelige, men nej – der er masser af badegæster i politik, og som der er op til alle valg, er der sæson for dem, nu da slutspurten for at finde kandidater til KV17 er sat ind. Til gengæld holder de ikke ret længe, når modgangen viser sig.

Modgang kan vise sig på mange måder. En af dem er at blive valgt, når man troede sig indskibet på en fribillet som listefyld og så får så mange personlige stemmer, at man lige pludselig er radikalt byrådsmedlem. Det skete ved KV05 for filminstruktøren Charlotte Sachs Bostrup, der måtte flytte ud af Gentofte Kommune for at gøre sig ikke-valgbar.

Et par år senere var modgangen af en anden karakter, da det daværende parti Ny Alliance stod til en jordskredsdebut, men endte med kun lige at halte sig ind i Folketinget ved FV07. En sand badegæstmagnet, der tiltrak politiske novicer, som Lars Kolind, Jørgen Poulsen og Malou Aamund, der enten ikke blev valgt eller hurtigt skiftede parti og i øvrigt forsvandt ud af politik igen.

Starstruck

For et parti, der i sin første valgkamp kun er et halvt år gammelt, kan man måske mobilisere en vis forståelse for, at kravene til politiker-professionen kommer som en overraskelse for nogle, men selv garvede folk, der virkelig burde vide bedre, kan forfalde til badegæst-attituden. Mere end et årti i Folketinget og et års ministererfaring afholdt for eksempel ikke ved KV13 den til Mariagerfjord Kommune nytilflyttede daværende V-mf, tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard fra først gerne at ville være borgmesterkandidat, og da hun så blev det, ikke at ville være det alligevel for i stedet at ende med at flytte videre til en ny kommune.

At processen undervejs overkørte en veltjent lokal kandidat, der ellers ville have været den naturlige spids, er en påmindelse om, at også et partis bagland kan blive starstruck og vælge det nye og spændende frem for det velkendte. Den fælde faldt S på Bornholm ikke i, da der skulle vælges folketingskandidat op til FV15, selvom der absolut ikke var mangel på badegæster i form af udenøs håbefulde, der gerne ville have en sikker opstillingskreds, som den indfødte Lea Wermelin endte med at få.

Ligesom i tilfældene Charlotte Sachs Bostrup i Gentofte ved KV05 og Tina Nedergaard i Mariagerfjord ved KV13 understreger det bornholmske eksempel, at partierne naturligvis også har et ansvar for, hvem de stiller op. At holde sine sommerferier på Bornholm eller måske endda have sommerhus på øen er ikke det samme som at dele vilkår med vælgerne, og det ved man naturligvis bedre end nogen på et sted, der hvert eneste år bogstaveligt vrimler med badegæster, både de politiske og de rigtige turister.

Den radikale farce i Gentofte ved KV05 falder derfor tilbage på den partiorganisation, der gerne ville have stemmerne, men fuldstændig forsømte at forklare betydningen af personlige stemmer på en sideordnet liste til en kandidat, der gerne ville hjælpe sit parti med stemmer – men ikke mere end det. Og fremme i nutiden falder Peter Lund ‘Hjerne’-Madsens fire(!) dage lange KV17-kandidatur på Frederiksberg også tilbage på Konservative, der var så begejstrede for de kendte navne på listen, at den lokale  vælgerforening også namedroppede tidligere folketingsmedlem Helle Sjelle og tidligere byrådsmedlem Stig Elling i pressemeddelelsen efter opstillingsmødet.

Badegæster forekommer ikke kun blandt kandidaterne. Partierne kan også.

Har du en kommentar?

avatar
wpDiscuz

Juridisk rådgiver og forhandler til IDA

Vil du være med til at udvikle og sikre IDAs medlemmers rammer og ansættelsesvilkår?

Dygtig og ambitiøs tilbudskonsulent

Brænder du for at beskæftige dig med rådgivning af virksomheder, og har du lyst til at arbejde med forretningsrådgivning, er stillingen som Business Development Consultant måske noget for dig

Kompetent chef for Sundhed, Pleje & Omsorg

Du får en central plads i indsatsen for sundhedsfremme, forebyggelse, pleje og omsorg, behandling og rehabilitering. Afsættet er en stærk vision, der skal styrke livsmod, ressourcer og nye muligheder

Bosætningskonsulent

Vi skal bruge en ny kollega, der kan være med til at skrive og derefter drive Vordingborg Kommunes bosætningsstrategi.

Skarp økonomikonsulent

Er du den skarpe økonomikonsulent, der kan understøtte det gode budget- og regnskabsarbejde? … så har vi en spændende stilling til dig, hvor du vil spille en vigtig rolle i udviklingen af økonomistyringen af området for pleje og visitation

Afdelingsleder til en datadreven Økonomistab

Vi søger en afdelingsleder til en ny afdeling, Budget & Data, som etableres ved at ændre på Økonomistabens nuværende interne organisation

Byg & Miljøchef

Afdelingschef til Byg og Miljø

Centerchef til Center for Sundhed og Velfærd

Har du visioner for fremtidens sundhed og pleje? Er du en erfaren chef, der kan vise vejen, omsætte strategi til praksis og understøtte samarbejde på tværs?
Share1
Tweet
Share5
+1
Email