I seneste valgkamp var de ikke gode venner. Politikerne fra Enhedslisten og Alternativet sloges i medierne og på de sociale medier. Opfattelsen var, at de var konkurrenter om de samme vælgere, og derfor skulle modparten tales ned med maksimal kraft.

Men kemien er pludselig blevet anderledes mellem Enhedslisten og Alternativet, der nu står hånd i hånd og taler om, at de udgør en forandringsalliance. Slåskampe er blevet erstattet af fælles meldinger, ledelserne for de to partier mødes ofte, ordførere og medarbejdere koordinerer det politiske tæt, og på de sociale medier taler de hinanden op i en grad, så man næsten skulle tro, de var fusioneret.

Forandringsalliancens fødsel

Og tanken er, at dette samarbejde skal intensiveres frem mod næste valg, så Enhedslisten og Alternativet fremstår som en stærk alliance med en klar profil på en række venstreorienterede politikområder. Hvor tæt og formaliseret alliancen skal være i næste valgkamp, er stadig ikke på plads.

Der er flere årsager til, at de to partier er gået sammen i en alliance. Deres analyse af sidste valgperiode og af valgresultatet er, at der er brug for at kommunikere langt stærkere til basen af venstreorienterede vælgere. Denne gruppe følte sig ikke repræsenteret politisk, da den politiske debat mest handlede om ”reform amok” og vækst. Derfor blev en del af dem også hjemme på sofaen, fordi det alligevel var ligegyldigt at stemme.

Forandringsalliancens målsætning er at kommunikere mere klart og tydeligt til denne gruppe om for eksempel ulighed i samfundet og på klima- og miljøområdet, så der kan komme noget stærkt politisk ud til venstrefløjen. En øget mobilisering i egen base skulle meget gerne vække nogle sofavælgere og skabe mere tilfredshed hos venstrefløjsvælgerne.

Ny dramaturgi

Tanken bag forandringsalliancen er også at forsøge at skabe en ny dramaturgi i dansk politik, der i alt for høj grad er centreret omkring Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti. Ved at skabe en stærk alliance på venstrefløjen er målsætningen, at man kan få medierne til at interessere sig for andet end positionskampen mellem de tre partier. Særligt i forbindelse med næste valgkamp vil forandringsalliancen gerne kunne levere noget mere muskelkraft, der kan få opmærksomheden rettet mod politiske issues, der optager venstrefløjsvælgerne.

Enhedslisten og Alternativets forhold til Socialdemokraterne spiller også ind på beslutningen om at indgå et tættere samarbejde. I begge partier er der stor utilfredshed med, at S-toppen ikke prioriterer samarbejdet med støttepartierne bedre, idet de gerne så langt mere koordinering og dialog i den røde blok. Derfor skal forandringsalliancen også ses som et projekt, der er udsprunget af utilfredshed med den socialdemokratiske strategi.

SF har ikke stemplet ind

Selv om Enhedslisten og Alternativet gerne ville have SF med ombord i deres nye alliance, ser det ikke ud til, at Pia Olsen Dyhr er specielt interesseret. Hun har lagt en linje, som er tættere på Socialdemokraterne og mener også, at der er for store politiske forskelle på de tre partier til, at det giver mening at indgå en tæt alliance. I SF er man nok også bange for at, de ovenpå det dårlige valgresultat skal blive den ”oversete lillebror” i samarbejdet.

Derfor har SF fornuftigt nok valgt ikke for alvor at stemple ind i alliancen. I SF er holdningen også, at det virker en kende for naivt, at forandringsalliancen begynder at omtale sig selv som et regeringsalternativ til en socialdemokratisk ledet regering. For det er jo åbenlyst, at selvom Enhedslisten og Alternativet tilsammen ikke er langt efter Socialdemokraterne, har de stadig brug for, at Socialdemokraterne peger på dem, hvis de skal have magten – og at det skulle ske, virker helt usandsynligt!

Spændende nybrud

Men trods den noget naive tro på regeringsmagten er den nye alliance et spændende initiativ for to formstærke partier. Først og fremmest er bare det, at de tager initiativ og vil skabe noget nyt og fremadrettet, interessant. I disse år bliver de, der tager initiativ til at gøre noget anderledes i politik, ofte belønnet, også selvom det bryder med de kendte normer.  Donald Trump, Liberal Alliance og Alternativet er et par eksempler på, at projekter, man ikke troede kunne flyve, gør det alligevel.

Men derudover er der også en gevinst i, at man på de politiske fløje forsøger at samarbejde fremfor at modarbejde hinanden. Eksempelvis har det ikke været kønt at følge Liberal Alliances og De Konservatives frontalangreb på hinanden i kølvandet på balladen om landbrugspakken. Der er heller ingen tvivl om, at vælgerne er godt og grundigt trætte af at høre på internt fnidder og drillerier mellem partierne.

Kultursammenstød

Men man behøver bare at studere Enhedslistens og Alternativets politiske landsmøder for at se, at samarbejdet også vil blive udfordret af nogle voldsomme kulturforskelle i de to partier. Mens Alternativet giver den fuld gas med flyverdans og glad i låget-retorik, har listen gang i tunge ideologiske dundertaler og et hav af detaljerede debatter om vedtægter og formaliteter.

Det kan godt være, at Enhedslisten og Alternativet har fælles fodslag i en række politiske sager, men de har en helt forskellig tilgang til de politiske processer. Så skal forandringsalliancen være andet end et fælles kommunikationsprojekt, er der brug for hårdt arbejde i kulissen.