Værkstedsregninger for millioner: Norddjurs Kommune brød EU's udbudsregler
Værkstedsregninger for millioner: Norddjurs Kommune brød EU's udbudsregler

Flere væresteder for udviklingshæmmede i Norddjurs Kommune har i årevis købt varer og ydelser for millioner af kroner hos et lokalt værksted, uden at opgaverne - i strid med EU's udbudsregler - blev sendt i udbud.
Det viser en række bilag, som kommunen.dk har fået aktindsigt i.
Det er Socialområdet under Norddjurs Kommune, som de seneste fem år konsekvent har benyttet værkstedet Djurs Auto og Undervognscenter i strid med reglerne, når områdets biler og busser har været på værksted.
I årene fra 2013 til 2018 har kommunen sendt omkring 2,5 mio. kroner videre til værkstedet uden udbud.
Erkender regelbrud
På langt de fleste af de hundredevis af udgiftsbilag, som værkstedet har sendt til kommunen, er det den nu tidligere leder af værestedet og aktivitetscenteret for udviklingshæmmede Nærheden, Dick Rønde, der står som kommunens kontaktperson.
Han fratrådte i januar i år sin stilling i forbindelse med, at kommunen.dk fik aktindsigt i en række bilag, og Norddjurs Kommune havde sat gang i en intern undersøgelse efter en mistanke om ”mulige uregelmæssigheder”.
Ifølge Norddjurs Kommune har kommunens indkøbsafdeling hverken indgået en indkøbsaftale med værkstedet eller på anden måde været involveret i indkøbene.
Kommunen erkender, at det på grund af det manglende udbud er ulovligt, at værkstedet i årevis har modtaget store kommunale ordrer.
- Der burde have været gennemført et udbud, idet indkøbet overstiger tærskelværdien for EU-udbud, skriver afdelingsleder Marianne Bach Hougård i et skriftligt svar.
Den samme vurdering lyder fra Steen Jensen, ekspert i udbudsret og selvstændig rådgiver i offentlige udbud hos Steenjensen.com.
- Indkøbet er over tærskelværdien og burde have været sendt i EU-udbud. Udbudsreglerne skal sikre en lige konkurrence og lige adgang til de offentlige kontrakter. Selvfølgelig er formålet også, at den offentlige indkøber skal købe bedst og billigst muligt ind. Det gør man gennem et udbud, så derfor er det alvorligt, at reglerne ikke er overholdt, siger han.
Skattekroner i Nærheden
Det beskyttede værested og aktivitetscenter Nærheden, der ligger i Grenå, er et mere end 40 år gammelt kommunalt tilbud for udviklingshæmmede og personer med et psykisk handicap.
Det er Norddjurs Kommune, som driver og finansierer Nærheden, der af kommunen beskrives som ”en sund og effektiv base for mennesker med specielle behov.”
Men en gennemgang af udgiftsbilag fra Nærheden viser, at en del af pengene er blevet brugt i strid med reglerne.
Mens kommunen.dk har undersøgt sagen, er en kommunal leder fratrådt og Norddjurs Kommune har bedt politiet efterforske sagen.
kommunen.dk undersøger, hvordan udgifter uden dokumentation og indkøb i strid med lovgivningen i årevis er blevet godkendt og betalt med skattekroner i Nærheden.
Ændrer ikke procedure
Det er ikke den første gang, at Norddjurs Kommune har købt ind i strid med udbudsreglerne.
Som tidligere beskrevet af kommunen.dk har Nærheden i årene fra 2014 til 2017 handlet for 1,3 mio. kr. uden udbud hos det lokale firma Malermester Simon Kristensen.
Ejeren af malerfirmaet er en tidligere forretningspartner til Dick Rønde, og ifølge Norddjurs Kommune var det den nu fratrådte leder, som valgte at handle hos malerfirmaet.
Den nye sag om brud på udbudsregler får dog ikke kommunen til at ændre procedure, forklarer velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen.
Han kan ikke svare på, hvordan det kan lade sig gøre, at kommunen i årevis har købt ind i strid med reglerne. I stedet henviser direktøren til, at det ifølge kommunens retningslinjer er op til de enkelte ledere at have "et tilstrækkeligt kendskab til reglerne".
- Folk bliver oplyst om udbudsreglerne, og det har vi også en meget klar forventning om, at man som ansvarlig leder er opmærksom på, siger Kenneth Koed Nielsen, der forklarer, at kommunen derfor ikke løbende fører kontrol med, at lederne overholder reglerne.
- Man kan ikke afsætte ressourcer til hele tiden at kontrollere folk i den slags. Så var der mange regler, vi skulle følge op på og kontrollere hele tiden. Der er vi nødt til at basere os på at have tillid til den enkelte leder, siger han.
- Det er en viden, som vi forventer folk har, og derfor også overholder. Ganske enkelt fordi, vi har et tillidsbaseret system, og folk bliver oplyst om det. Så forventer vi, at de overholder de regler, ligesom de forventes at overholde alt muligt andet lovgivning.
"Klappede bare i hænderne"
Den tidligere leder af Nærheden, Dick Rønde, der indtil januar også var leder af akvititetstilbuddet for handicappede Mellemgården og den særlige ungdomsuddannelse Ravnholtskolen, har ikke ønsket at kommentere sagen.
Han siger, at han "skal beklage, hvis jeg ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til diverse udbudsregler."
Hos Djurs Auto er værkstedsejer Carsten Nielsen træt af, at han er blevet viklet ind i en sag om brud på udbudsregler.
- Hvis jeg havde vidst, at beløbet var kommet så højt op, at det var et problem, så havde jeg sagt dengang, da vi fik flere og flere ordrer, at dem vil vi ikke have, fordi så kommer vi op over det beløb, og så får vi problemer. Men det anede jeg jo ikke. Jeg klappede bare i hænderne hver gang, der kom en bil, siger han.
Carsten Nielsen afviser, at han kender Dick Rønde privat, og han siger, at hans værksted fik ordrerne, fordi Djurs Auto var villige til at køre ud for at reparere handicapbusserne fra kommunens væresteder inden for kort tid.
- Vi gjorde det på den enkle måde, at når deres biler gik i stykker, så blev vi spurgt, om vi ville lave dem. Som Dick sagde: Han havde forsøgt mange steder, og nogle steder var de meget, meget dyre, siger han.
- Bilen skulle være klar på det tidspunkt, det blev lovet, og det har vi så åbenbart været det eneste værksted, der kunne.
Fortsætter indkøb uden udbud
På trods af regelbruddet har Norddjurs Kommune fortsat med at handle hos Djurs Auto.
Siden kommunen den 12. februar erkendte overfor kommunen.dk, at opgaven burde have været sendt i udbud, har Norddjurs Kommune betalt 124.756 kr. til værkstedet.
Norddjurs Kommune planlægger heller ikke at sende reparation af busser i udbud, lyder det i et svar.
Det skyldes ifølge kommunen, at "der er lavet et udbud på indkøb af nye busser og som siden januar 2018 løbende bliver implementeret, således at de gamle busser i en glidende overgang bliver erstattet af nye busser."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.