Mindst 25 procent af omkring 12.000 telemaster findes på offentlig grund, hvor kommunerne står for størstedelen. Det er derfor ofte kommunerne, der kan prisfastsætte, hvor meget eller hvor lidt et teleselskab skal betale for at leje sig ind på et givent område.

Men ifølge teleindustrien får borgerne og erhvervslivet i Danmark ikke den bedst mulige mobildækning, fordi visse kommuner presser lejepriserne for højt op.

- Hvis selskaberne skal forhandle fra position til position, hvor vi skal slås om, hvad priserne skal være, så giver det administrative byrder for både kommunerne og for teleselskaberne. Det skaber uforudsigelighed, og det bliver mindre attraktivt for teleselskaberne at udbygge, og i sidste ende får borgerne og erhvervslivet ikke den bedst mulige dækning, mener Jakob Willer, der er direktør for Teleindustrien.

For teleindustrien drejer det sig om at betale så lidt som muligt i leje, og derfor forsøger branchen at få alle kommunerne til at udregne sine lejepriser efter én helt konkret beregningsmodel, som er en ud af tre anbefalede metoder, som Energistyrelsen står bag.

Energistyrelsens statslige anbefalinger blev offentliggjort for tre år siden, fordi kommunerne havde ”svært ved at fastsætte en rimelig udlejningspris”, skrev styrelsen.

Metoderne blev dengang vedtaget af repræsentanter fra kommunerne selv, regionerne og telebranchen.

Ekspert på teleområdet Knud Erik Skouby, professor ved Aalborg Universitet, undrer sig over, at det overhovedet er muligt for kommunerne at lave, hvad han kalder egne ”hestehandleraftaler”.

Fej barriererne væk for os

Der findes tre anbefalinger fra Energistyrelsen, og ud af de tre muligheder er teleindustrien selv mest interesseret i metode nummer ét, hvor priserne beregnes ud fra Skats offentlige ejendomsvurderinger.

- Metoden er baseret på helt objektive kriterier, hvor der tages udgangspunkt i, hvad den reelle værdi er af den facilitet, man lejer, forklarer Jakob Willer.

Metode nummer ét er samtidig den af styrelsens regnemodeller, som giver den laveste pris.

- Det er selvfølgelig attraktivt for os, og det er der nogle kommuner og regioner, der forstår, at det også er attraktivt for dem selv og i sidste ende borgerne og virksomhederne, siger Jakob Willer.

Hvis kommunerne vælger metode 1, betyder det så, at teleselskaberne vil investere mere i kommunerne med det samme?

- Ja. Det har selvfølgelig betydning for selskabernes udbygningsplaner. Når kommuner bidrager til at fjerne barrierer og reducere omkostninger, så kommer der også flere investeringer i infrastrukturen. Det har vi blandt andet set i Region Nordjylland, hvor de forbedrede vilkår fører til flere konkrete udbygninger, mener Jakob Willer og fortsætter:

- Men man må heller ikke tro, at alle problemer bliver løst med det samme, så enkelt er det ikke. Det må under alle omstændigheder være en rimelig forventning til kommuner i hele landet, at de bidrager til at fjerne barrierer i deres administration og til at reducere omkostningerne.

Indtægten fordamper

Kolding er en af de kommuner, der ikke bruger industriens anbefalede model.

- Byrådet besluttede at bruge en anden prissætning, vel at mærke før Energistyrelsens modeller blev lanceret, siger Katja Krauthammer Hartvig, der er jurist hos Kolding Kommune.

Hvad er det for parametre, I bruger, når I skal fastsætte markedsværdien?

- Man har været inde og kigge på, hvor mange kvadratmeter der typisk er tale om, hvad det typisk er for noget jord, hvor det ligger, og hvad det koster at leje ting rundt omkring. Det er så nogle år siden, at vores byråd har forholdt sig til det, og dengang besluttede man at lave en fast takst, der gælder overalt i kommunen, fortæller hun.

Hvordan har I konkret fundet en samlet takst for hele kommunen?

- Vi har set på, hvordan de private prissætter. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt vi skal konkurrere med det private udlejningsmarked, fortæller Katja Krauthammer Hartvig.

I dag tjener Kolding årligt 443.000 kr. på al leje. Hvis kommunen derimod vælger at bruge teleindustriens favoritmetode, ville kommunen kun indkassere 45.000 kr. om året, viser Kolding Kommunes egne beregninger.

- Det er jo ikke mange penge i et kommunalt budget som sådan, men lige på den konto, der hedder udleje af arealer, der har det jo stor betydning, mener hun.

Ifølge juristen er Kolding Kommune i øjeblikket i dialog med telebranchen om lejepriserne, hvor forvaltningens udgangspunkt er, at teleselskaberne skal binde sig til konkrete investeringer i kommunen, hvis forvaltningen skal anbefale politikerne at gå med til lavere priser.

Fra 240.000 til 15.000 kr.

I Rudersdal Kommune er priserne en stor torn i øjet på telebranchen. I 2015 indledte selskaberne Telia og Telenor en voldgiftssag mod Rudersdal på grund af prislejet, her var det dog Rudersdal Kommune, der fik medhold.

Trods dommen er det dog svært for telebranchen at få Rudersdals priser ud af hovedet.

Teleindustrien henviser til én konkret masteplacering, hvor TDC betaler cirka 240.000 kr. om året for at placere sit udstyr på siden af en gammel silo. Hvis Rudersdal brugte industriens yndlings-metode fra Energistyrelsen, ville prisen blive ændret til 15.000 kr.

- Det er landets dyreste kommune, og her bliver der mig bekendt slet ikke udbygget i øjeblikket, tværtimod. Jeg ved, at selskaberne har på dagsordenen at pille infrastruktur ned, fordi det er for dyrt at opretholde, og det er derfor, at det er så vigtigt for kommunerne at forstå, at prissætningen ikke er ligegyldig, siger Jakob Willer om branchens forhold til Rudersdal.

Kommunen.dk har spurgt Rudersdal, hvordan kommunen prissætter sine områder, men Kommunen har ikke ønsket at stille op til interview.

Nordjyderne ensretter arbejdet

Mens nogle kommuner selv vælger hvilken kugleramme, der skal bruges, har så godt som alle kommuner i Region Nordjylland og Region valgt Energistyrelsens metode nummer 1, som teleindustrien råber på.

- Vi har ikke en god dækning sammenlignet med resten af landet, og derfor bliver politikerne tit spurgt af erhvervslivet og borgerne om, hvorfor de ikke gør noget, forklarer Thomas Kampmann, der er projektleder hos ”Bedre bredbånd”, der er startet af Business Region North Denmark.

Konkret har de nordjyske kommuner sørget for at ensrette grave-, maste- og prissætningspolitik. På den måde møder telebranchen de samme krav i hele regionen.

- Udfordringerne har selvfølgelig været, at man fik lavere lejeindtægter som et resultat af det her. Og det er jo nok den største knast, for meget af det andet var egentlig bare ensretning, fortæller Thomas Kampmann.

Kan I mærke en effekt af jeres arbejde her ét år efter?

- Ja, i dag er der flere selskaber, der er i gang med at etablere nye positioner. Før stod det helt stille, siger Thomas Kampmann.

Hos Landdistrikternes Fællesråd hilser formand Steffen Damsgaard projekterne velkomne, og han sender samtidig anbefalingerne videre til sine medlemskommuner.

- Vores anbefalinger er at etablere fælles grave- og mastepolitik på tværs af kommunerne - gerne på regional vis. Det har vi også været inde og bakke op omkring så vidt muligt, siger Steffen Damsgaard, der er formand Landdistrikternes Fællesråd.

Hvad med fælles prissætning?

- Det er da klart, at vi anbefaler, at man som kommune gør, hvad man kan for at sikre, at der sker en udbygning af den del af infrastrukturen, som er luftbåren. Men når industrien råber så meget på det, så har vi selvfølgelig også en forventning om, at de leverer den fuldstændige dækning, mener Steffen Damsgaard.

22 ud af 47 medlemskommuner i fællesrådet bruger teleindustriens ønskede beregnemodel.

Ekspert: Drop ”hestehandleraftaler”

En af landets førende uvildige eksperter inden for telepolitik er kritisk over for de kommuner, der vælger at se bort fra Energistyrelsens beregnemodeller.

- Set ud fra en telepolitisk vurdering, hvor mange af kommunerne går og piver over, at der ikke er god nok dækning overalt, så bør man ikke gøre prissætningen af mastepositioner til et forretningsområde, siger tele-professor Knud Erik Skouby fra Aalborg Universitet og fortsætter:

- I øvrigt forstår jeg ikke, at kommunerne i det hele taget må gøre det, når et ministerium går ud og siger, at her har vi en anbefalet, objektiv og gennemsigtig beregningsmodel, så bør det jo være den, som kommunerne bør bruge. Ikke af hensyn til selskaberne, men set ud fra en betragtning om, at man gerne vil have en så god dækning som muligt.

Men kommunerne forklarer, at metode 1 giver unfair konkurrence mod private udlejere?

- Det er ikke et godt argument, når der er en central styrelse, der har sagt, at det her er en rimelig måde at gøre tingene på. Det er jo behersket, hvad der findes af frit marked her, det er ikke noget godt argument, at man skal gå ind og konkurrere om og lave en eller anden hestehandleraftale, siger Knud Erik Skouby.

Kritik fra borgen

Samme kritiske røster lyder fra Folketinget.

- Kommunerne skal selv være aktive, så de ikke bare stiller sig op ude ved kommunegrænsen og råber og skriger på, at de mangler dækning. De skal gøre deres til, og de skal lokke selskaberne til - særligt i de tyndt befolkede områder, mener teleordfører Karin Gaardsted (S), som vil drøfte teleindustriens ønsker ved de kommende forhandlinger om et nyt teleforlig.

Regeringspartiet Venstre kritiserer også de kommuner, der ikke følger Energistyrelsens anbefalinger.

- Det er mig uforståeligt, hvorfor man ikke overalt gør som kommunerne i Region Nordjylland og Sjælland [...] Derfor er jeg på linje med Karin om, at vi må drøfte det her i forbindelse med det kommende teleforlig. For det er altså besynderligt, at det her volder så store problemer, og jeg havde håbet, at kommunerne ville følge det her af frivillighedens vej, men det kan jo være, at vi skal genoverveje den model, siger teleordfører Torsten Schack Pedersen (V).

Forhandlingerne om teleforliget, der skal erstatte det nuværende fra 1999, er endnu ikke skemalagt, men forventes påbegyndt inden årets udgang.