Med lige godt et år til KV21 er det højsæson for at anbringe sig i rette position, hvis man gerne vil genvælges, eller for den sags skyld nyvælges til et byråd. Forleden kiksede positioneringen afgørende for overborgmester Frank Jensen, der snublede på den farlige strækning mellem kjolekanten og trussekanten, men der er også politiske karrierer, der støder på grund på mindre flamboyant vis.

Bare de seneste uger har budt på fem partiafhoppere, der gerne ville have været deres partiers spidskandidater, men blev vraget. En af dem fik kun sin egen stemme, og det er dog en markering, der er til at forstå, men også mindre bastante afvisninger kan få politikere, der synes de har lagt masser af arbejde og sjæl i et parti, til at føle sig så afvist, at så kan det også være det samme.

Tre af de fem - i Odense, i Fredensborg og i Gladsaxe - fik nok af Dansk Folkeparti, der i hele sin levetid har været partiet med flest afhoppere, mens De Radikale, der ellers traditionelt oplever få partiafhoppere, måtte sige farvel til to byrådsmedlemmer, endda samtidig og i samme byråd (Sorø). Til forskel fra eks-DF’erne bliver de ikke løsgængere, men Frigængere som deres til lejligheden stiftede parti hedder.

Et endnu større masseafhop fandt sted tidligere på måneden i Tønder, også her udløst, omend forsinket, af et fravalg som spidskandidat. Det var den siddende borgmester Henrik Frandsen, som hans parti Venstre ikke ville satse på. Efter en stirrekonkurrence siden spidskandidatopstillingen tilbage i juni endte partiet med at flække midt over med afgang af borgmester og fem andre byrådsmedlemmer til udbryderpartiet Tønder Listen og de resterende otte byrådsmedlemmer tilbage i det næsten halverede Venstre.

I Varde gik bevægelsen den modsatte vej, her var Dansk Folkepartis spidskandidat sådan set ikke utilfreds med DF, hun ville bare hellere være Venstre-byrådsmedlem, og muligvis endda mere end det, for stort set samtidig blev spidskandidaturet i V ledigt, da borgmester Erik Buhl bebudede sin afgang ved KV21.

Lige så køligt kalkuleret og uden egentlige modsætninger mellem afhoppere og deres gamle partier gik det for sig i den regionale verden, hvor partihop ellers er en udpræget sjældenhed. I Regionsråd Hovedstaden var det Alternativets medlem, der skiftede til De Radikale, og i Regionsråd Sjælland skiftede Liberal Alliances medlem til De Konservative med det udtrykkeligt udtalte formål at optimere sine genvalgschancer.

Lidt anderledes, men dog alligevel på en måde nøjagtig ligesådan, forholder det sig med skift af ikke parti, men politisk arena. I København er man vant til det, både Frank Jensen og hans forgænger Ritt Bjerregaard kom til på den måde, og det frie valg på alle hylder udstrækkes endda i gættene på en kommende overborgmesterkandidat til personer, der bor i andre kommuner og derfor ikke er valgbare, i hvert fald ikke endnu.

I andre kommuner har man ikke været vant til den slags, men udflytningen fra København omfatter nu også den tilgang. Eva Kjer Hansen der ganske vist i årtier har repræsenteret Koldingkredsen i Folketinget, men hele tiden boet i Aabenraa, er nu tilflyttet koldingenser og desuden Venstres borgmesterkandidat. Det samme vil Ellen Trane Nørby gerne være i Sønderborg, hvor hun også er tilflytter, men i det mindste ikke i den aktuelle anledning.

I begge tilfælde en variant af partihoppet. Hvor store chancer er der måske lige for at man kan blive Venstreminister igen inden for overskuelig fremtid?