Politiet rejser sag mod byrådsmedlem, som har spredt personfølsomme oplysninger
Politiet rejser sag mod byrådsmedlem, som har spredt personfølsomme oplysninger
Byrådsmedlem for Beboerlisten i Randers og advokat Bjarne Overmark er blevet tiltalt for at overtræde sin tavshedspligt.
Det fremgår af anklageskriftet, som Kommunen.dk har fået udleveret gennem en aktindsigtsanmodning, at Bjarne Overmark er sigtet både i sin egenskab af at være advokat og som byrådsmedlem.
Tiltalen er den foreløbige kulmination på sagen, som begyndte for snart to år siden, da Bjarne Overmark sendte en mail til en meget stor kreds af modtagere med oplysninger om navnet på den familie, hvis barn var centrum for sagen om mulige seksuelle overgreb i daginstitutionen Stjernehuset i Randers.
I anklageskriftet står der, at Bjarne Overmark "Offentliggjorde og videregav navnet på en tidligere sigtet og mellemnavnet på en forurettet i en sag om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser".
Til mange medier
Bjarne Overmark sendte først e-mailen fra sin byråds-mail til byrådet og direktionen i Randers Kommune og til sin private arbejdsmail. Fra den private e-mail sendte Bjarne Overmark e-mailen videre til en række andre modtagere. Da han sendte den videre fra sin private arbejds-mail, havde Bjarne Overmark tilføjet: ”til orientering og brug for offentliggørelse”.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt orienterede byrådsmedlemmerne om deres tavshedspligt på baggrund af Bjarne Overmarks e-mail. Kommunaldirektøren skrev blandt andet: ”Forvaltningen vurderer på baggrund af ovenstående, at videregivelse af ovennævnte oplysninger kan være en overtrædelse af reglerne.”
Østjyllands Politi gik ind i sagen efter en anmeldelse og afhørte blandt andre kommunaldirektøren. Senere fik politiet med en retskendelse adgang til alle Bjarne Overmarks mails samt oversigt over modtagerne, både fra hans byråds-mail og den private mail.
Det fremgår af anklageskriftet, at hans mail nåede ud til 16 forskellige modtagere, herunder fem forskellige medier i Randers og Aarhus.
Valgbarhed i fare
Bjarne Overmark er tiltalt efter straffelovens paragraf 152, som siger, at den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder. Og efter straffelovens paragraf 155, som siger, at misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil fire måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil to år anvendes.
Hvis sagen ender med en bødestraf, vil det ikke forhindre Bjarne Overmark i at fortsætte i politik. Men idømmes han fængselstraf, betinget eller ubetinget, vil han miste sin valgbarhed og ryge direkte ud af byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.