Overformynderiets residens på Holmens Kanal i København havde indtil 1982 blandt andet til opgave at bestyre umyndige danskeres formue. Ifølge den danske ordbog betyder “overformynderi en “grov tilsidesættelse af nogens ret til at træffe selvstændige beslutninger ud fra en bedrevidende mening om hvad der er i vedkommendes interesse.
Overformynderiets residens på Holmens Kanal i København havde indtil 1982 blandt andet til opgave at bestyre umyndige danskeres formue. Ifølge den danske ordbog betyder “overformynderi” en “grov tilsidesættelse af nogens ret til at træffe selvstændige beslutninger ud fra en bedrevidende mening om hvad der er i vedkommendes interesse.”
Foto: Foto: Mads Jensen, Ritzau Scanpix

Pas på hvad du liker

Facebook er et anklageskrift, vi løbende skriver imod os selv, advarer Kommunen.dk’s web-kritiske elektronikpedel.

klumme

Alle morede sig kongeligt dengang i maj 2011, da den australske WikiLeaks talsmand Julian Assange beskyldte Facebook, Yahoo og Google for at være “den ondeste spionmaskine, der nogensinde er opfundet”:

“Det er verdens største database over folks kæresteforhold, religion, seksuel orientering, navne, adresser, hvem de kommunikerer med, hvem deres slægtninge er og hvor de alle sammen bor. Amerikanske efterretningstjenester har adgang til det hele”, sagde Assange dengang. “Hver eneste gang du tilføjer en ven, gør du CIA en tjeneste”.

  Man skal bare have data nok, så kan de bruges til at pege på det, man gerne vil have.

Haha, lød svaret. SOM OM! Paranoia og sølvpapirs-hatte! Nu måtte han da lige styre sig. USA ligger jo langt væk, og “vi har ikke noget at skjule”, fik alle travlt med at understrege. Sådan siger de iøvrigt stadig, indtil det viser sig, at der nok alligevel var noget, der ikke skulle lækkes eller bruges lige på dén måde, ingen åbenbart havde forestillet sig.

Likes er blevet bevismateriale

I dag bruger kommunerne rutinemæssigt Facebook-opslag i sager om socialt bedrageri, arbejdsgivere scanner ansøgere før jobsamtaler, og vi spionerer selv lystigt løs på eks-kærester, rivaler og kolleger.

Kig på dig selv. Ikke kønt. Vel?

Og så er der politiet, som rutinemæssigt støvsuger sigtedes sociale medier. Det, vi troede, var et hyggeligt mødested for vores nærmeste omgangskreds, hvor vi frit kan udveksle meninger og eksercere vores umistelige ytringsfrihed, er nu helt konkret forvandlet til et løbende anklageskrift, som vi skriver imod os selv, og som myndighederne kan bruge imod os ved lejlighed.

I bevismaterialet i den retssag, der for tiden kører imod to corona-demonstranter fra Men in Black, indgår de sider og opslag på Facebook, som de tiltalte har liket. Anklagemyndigheden har simpelthen støvsuget de tiltaltes Facebook profiler og bruger nu hvert eneste like, imod dem, der har trykket på knappen.

Pol-Intel afslører alt

Men det er værre endnu:

“De tiltaltes likes af den lovligt anmeldte demonstration og i andre tilfælde likes af coronakritiske artikler i medier som Berlingske, Information, Politiken samt videoer fra TV2 er blevet fremlagt som beviser”, skriver Politiken, søndag 9. maj.

For hov. En ting er, hvis man opfordrer til terror, vold eller mord på en minister og virker som om, der er alvor bag. Men at like avisartikler? Ikke fra diverse konspirations-sites men fra den pressenævnsunderlagte, mediestøttede del af den danske presse ...

  I dag bruger kommunerne rutinemæssigt Facebook-opslag i sager om socialt bedrageri, arbejdsgivere scanner ansøgere før jobsamtaler, og vi spionerer selv lystigt løs på eks-kærester, rivaler og kolleger.

Øksen har ligget ved træets fod gennem mange år.

I slutningen af marts 2017 kunne Rigspolitiet lidt forsigtigt præsentere det værktøj, der blev indkøbt for et trecifret millionbeløb ovenpå terrorangrebet ved Krudtønden. Pol-Intel hedder systemet, og det er bygget af den amerikanske NSA-leverandør Palantir.

Pol-Intel er et kraftigt værktøj: Man kan søge på tværs af alle politiets interne databaser, og har man en mistænkt, kan man med få klik se, hvornår personen tidligere har været anholdt, om han har våbentilladelser, eller ejer en bil, der er blevet fotograferet af en af politiets automatiske nummerpladescannere(ANPG), og ja, det er de kameraer, der vokser som ukrudt omkring alle de større og snart også små veje, hvor de registrerer og gemmer alle nummerplader, der kommer forbi, uanset om passagererne er mistænkt for at gøre noget ulovligt eller ej.

Venskaber kan være fatale

Og det er ikke det eneste, Palantirs teknologi kan. Værktøjet er et ekstremt kraftigt søgeværktøj indenfor det, man kalder OSINT, Open Source Intelligence, hvilket vil sige, alt hvad der ligger offentligt tilgængeligt på internettet og især på sociale medier.

Intet forhindrer politiet i at undersøge dig via sociale medier. Kun hvis de skal ind i lukkede grupper eller læse dine beskeder, kræver det en dommerkendelse. Mindre kan i den grad gøre det, alene META-data, altså hvem du er venner med, og hvilke fælles bekendte I har, kan være stærkt inkriminerende.

Der findes så vanvittig mange data fra alle de devices, vi slæber rundt på, og alle de sensorer vi klistrer den moderne verden ind i, som vi aldrig har taget diskussionen om; hvem har ret til de data? Med vores begrænsede fantasi har vi ikke kunnet forestille os, at data omkring deltagelse i lovlige demonstrationer og simple, uskyldige likes af avisartikler kunne komme til at betyde noget.

Logningsbekendtgørelsen, der i forrige uge var for retten, fordi den strider mod EU-regler, som skiftende regeringer har gjort alt for at ignorere, betyder i forvejen, at myndighederne, hvis du ejer en mobiltelefon, ved, hvem du taler og sms'er med, og hvor du var imens det seneste år.

STASI-sporene skræmmer

På tegnebrættet ligger der målere i kloakerne for at måle corona-virus i spildevandet og give et yderst præcist billede af, hvor der er smittede. Ingen tvivl om, at det er nyttigt. Men mon ikke vi finder flere ting, vi gerne vil måle på, nu hvor de der sensorer sidder der?

For en hammer ligner alting søm, siger man.

Og for de danske myndigheder ligner alle data en ny mulighed for kontrol og overvågning.

  Med vores begrænsede fantasi har vi ikke kunnet forestille os, at data omkring deltagelse i lovlige demonstrationer og simple, uskyldige likes af avisartikler kunne komme til at betyde noget.

I det tidligere Østtyskland var efterretningstjenesten STASI, der talte 91.000 ansatte og næsten 200.000 informanter, kendt for at samle indicier og oplysninger om alle borgere i et omfang, så man stort set var i stand til at fængsle hvem som helst, når det passede én. Man skal bare have data nok, så kan de bruges til at pege på det, man gerne vil have.

Der skal vi ikke hen. Og vi kan godt gøre det bedre. Hvis vi tænker os om.

Demokrati

Kommunikation

Kultur

Synspunkt

Tema: En elektro-pedels bekendelser

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet