Af Malene Grouleff
 | 
98-årige Elna Fuglsang i Odense trodser den teknologiske genrationskløft og mødes ubesværet med sin familie overalt i landet takket være den simple teknologi “Videolink, der hverken kræver hjælp eller overvågning.
98-årige Elna Fuglsang i Odense trodser den teknologiske genrationskløft og mødes ubesværet med sin familie overalt i landet takket være den simple teknologi “Videolink”, der hverken kræver hjælp eller overvågning.
Foto: Privatfoto

Nemt skal det være

Når teknologi skal bygge bro mellem generationer, skal forbindelsen bare fungere helt uden tekniske dikkedarer, konstaterer Malene Grouleff.

Besøgsrestriktioner, begrænsninger af forsamlinger og andre velmente tiltag til at beskytte ekstra sårbare borgere mod covid-19-smitte har tilsammen haft store menneskelige omkostninger her i 2020.

Prisen har ikke mindst været høj for de mange danskere, som ikke bare lige kan vælge at benytte sig af moderne kommunikationsværktøjer til at dulme følelsen af ensomhed. Uanset hvor gerne de vil.

Teknologisk generationskløft

Hvad du mestrer med din motorik, sanser og kognitive evner, det afgør jo groft sagt, om du kan få kontakt med dine nære. Og hvis du ikke er i stand til at betjene diverse fancy devices, bliver du let hægtet af, når familie og venner prøve at dyrke samvær og fællesskab via chat, videoopkald, e-mails, sociale medier med videre. Plejepersonalet vil gerne hjælpe, men der er reelt ikke afsat tid til opgaven i deres jobbeskrivelse, og finder de alligevel tiden, får den ældre ikke meget privatliv under samtalen med en sosuassistent som forlænget arm.

Da den teknologiske kløft blev sat på spidsen her i 2020, inspirerede det en dansk virksomhed til at fremrykke udviklingen af værktøjet “Videolink”. Idemanden, Mads Søndergaard, var under et andet projekt blevet opmærksom på udfordringerne med ensomhed på plejecentre.

Hele familien hjem i stuen

“Videolink” virker sådan, at pårørende kan ringe op, uden at den ældre behøver at gøre noget for at modtage opkaldet. Den pårørende kommer bare frem på tv-skærmen, og når den pårørende lægger på, skifter fjernsynet tilbage til det, den ældre sad og så, eller sætter tv-skærmen tilbage på standby, hvis det var udgangspunktet inden opkaldet. Lyden kommer ud via tv'ets højttalere. Et webcam monteret på tv-skærmen transmitterer lyd og billede fra den ældre via en mikro-pc og en netforbindelse.

 Plejepersonalet vil gerne hjælpe, men der er reelt ikke afsat tid til opgaven i deres jobbeskrivelse, og finder de alligevel tiden, får den ældre ikke meget privatliv under samtalen.

Videolink har testet første udgave af opfindelsen hos ti ældre og deres pårørende med så gode resultater, at testbrugerne alle har ønsket at beholde den nye måde at kommunikere på. 

Oldemor Elna er Fridas bedste ven 

Den ældste af Videolinks brugere er 98-årige Elna Fuglsang, der bor i Odense, 150 km fra sine børn, børnebørn og oldebørn, der alle bor i Aarhus - tre generationer på én matrikel. Afstanden er blevet for strabadserende for hende. Men fra sin lænestol foran sit 55” tv ”mødes” den 98-årige nu flere gange om ugen med sin familie.

- Det er en fantastisk god ide, som jeg synes vældigt godt om, fordi jeg ikke skal trykke på en masse knapper, siger Elna Fuglsang. 

Familien er også begejstret. Elna Fuglsangs datter kalder det “livskvalitet”, at tre generationer nu har fået meget bedre kontakt til mor/mormor/farmor/oldemor i Odense, fordi teknolgien ikke spænder ben med kringlede features.

Hun føler sig mere tryg ved både at kunne se og høre, hvordan familiens ældste har det lige nu. Og når Elna Fuglsangs datter sidder i sit køkken og taler med sin mor på skærmen, stikker børnebørnene gerne hovedet indenfor og siger hej til bedste.

Selv yngste-oldebarnet Frida på to et halvt år har stor glæde af kontakten og nyder at lave gymnastik med oldemor. “Vi skal snakke med Oldemor. Elna er min bedste ven!” som hun siger.

Julehygge og sommerhustur

Elna Fuglsangs familie kan med et klik på deres telefon, tablet eller computer invitere Elna med til hyggestunder og begivenheder, mens de foregår. Hun er med overalt. Første søndag i advent har familien en tradition med at give en 1,5 meter høj nisse tøj på. Det var hun med til via Videolink. I familiens sommerhus, der oprindelig var Elnas, kan de vise, hvad der sker af fornyelser, og en dag mødte de sommerhus-naboen, som Elna så talte med. Elna bruger også teknologien til at vise, hvad der sker hos hende, og på den måde har familien i Aarhus mødt Elnas besøgsven via Videolink.  

  Vi bør sikre, at ældre har adgang til intuitive velfærdsteknologier, så de kan bevare kontakt og nærvær.

Mange ældre bliver usikre, når de skal bruge teknologi. De kan godt give lidt op på forhånd. Jeg håber personligt, at vi går en fremtid i møde, hvor det at være “teknologisk analfabet” ikke bliver lig med ensomhed. Vi bør sikre, at ældre har adgang til intuitive velfærdsteknologier, så de kan bevare kontakt og nærvær.

Aktuelt kan teknologier som Videolink bidrage til at reducere covid-19-smitte-udviklingen på plejehjem. Nu hvor det er koldt udenfor, og flere bliver smittet, er alternativerne ikke særlig attraktive for udsatte ældre. I besøgstelte risikerer de eksempelvis at blive syge af kulde og træk.

Synspunkt

Tema: Velfærdsteknologi i virkeligheden

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet