Som om det ikke var nok, at ophøret af vintertid rykker solnedgangen frem til før kl. 17, så fik humøret her forleden et yderligere tryk på et af de pressemøder, vi har vænnet os til som budbringere af indskrænkninger i bevægelsesfriheden. Surt show, og hvad værre er, man må efterhånden se i øjnene, at coronaens fortrædeligheder kommer vi til at døje med længe endnu.

Meget længe. Ser man bort fra Trump og andre fantaster er et realistisk tidspunkt for en tilgængelig vaccine næppe før engang efter næste sommer. Tidligst.

Folkemødet meddelte forleden optimistisk, at “der kommer et Folkemøde i sommeren 2021”. En meget selvsikker melding, trods diverse reservationer. “Et anderledes Folkemøde. Men det bliver til noget”, står der direkte på Folkemødets hjemmeside, og det tror man jo gerne, hvad første del angår. Anden del lyder mere som en besværgelse.

Lad os håbe, det virker. Diverse festivaler vil sikkert være interesseret i opskriften på, hvordan man samler titusinder af mennesker uden at overtræde nogen regler, herunder hvordan man får folk til at tro på, at det kan lade sig gøre, så de faktisk vil komme.

Sidstnævnte skal man ikke undervurdere betydningen af. På pressemødet sidste fredag kunne man opleve statsministeren blive spurgt om statslige anvisninger for, hvordan familier kan holde jul. Mere autoritært deprimerende bliver det ikke.

Søger man i sit mismod efter viden, der kan indgive en smule håb, er chancerne store for at man kan finde materiale til støtte for ens foretrukne virkelighedsopfattelse. Jo mere fortrøstningsfuld denne virkelighedsopfattelse foretrækkes, jo mindre validt må man dog forvente den underbygget.

De to store uddannelsesinstitutioner Google University og Facebook University og det lidt mindre Twitter University gør ganske vist sine afgangselever ufatteligt kloge, men desværre først og fremmest i egen opfattelse. De kedelige traditionelle uddannelser, der varer flere år, viser sig usportsligt at være de hurtige timer foran skærmen overlegne.

Den etablerede viden dekreterer for tiden foruden klassikerne afstand og hygiejne, at man begrænser sit sociale liv mest muligt i den fysiske virkelighed. Henvisninger til at mødes virtuelt fremsættes pligtskyldigst, men alle ved, at det aldrig vil være det samme.

Der er kort sagt ikke andre udveje end at stå det igennem. Om et års tid ser det hele sikkert lysere ud. Måske.