Jeg har tændt op i brændeovnen.

Katten er lige kommet ind, den har dræbt en mus og slæbt den ind på tæppet. Derefter miaver den højlydt og vil roses. Det gør jeg så, og så smider jeg musen ud. Katten går over til sin madskål og æder fabriksfremstillet kattemad. Musen var jo til mig. Derefter lægger den sig veltilfreds op ad den lune skorsten og falder i søvn.

Ikke bare katte, men også mennesker elsker strålevarme. Eders elektropedel ved godt, at fritgående katte også æder sangfugle, og at brændeovne er so-last-year og bærer ansvaret for en alt for stor del af klimakrisen.

Men jeg har svært ved at undvære levende ild.

Når al ild bliver forbudt
Der er noget primalt, dybt analogt ved flammer under kontrol. Et link til de tider, hvor vi alle sammen sad frysende rundt om et bål og ind imellem skottede nervøst over skuldrene for at se, om der var nogen sultne sabeltigre i nærheden.

I dag kigger vi mest på skærme, men jeg spår, at min brændeovn, som jeg har tænkt mig skal brænde, til Dan Jørgensen og politiet egenhændigt har været forbi for at bære den og skrigende mig ud af mit hjem, bliver en slags attraktion her i kvarteret, en monolitisk sjældenhed, som mennesker med 4k og Retina-skærm-smadrede hornhinder vil komme luskende forbi for at tiltuske sig et kort kig på, før det er for sent, og al ild er forbudt.

Det er min nytårsspådom, og man må gerne spå, selv om det måske ikke går i opfyldelse.
Vi har taget hul på et nyt årti, og så står det enhver frit for at gætte på, hvad der skal ske, men først bør vi se tilbage, forsigtigt og med samme blik, som vi før forbeholdt sabeltigeren, min fine lille huskats stamfader.

Minister trak tech-bremsen
Og skal jeg udtrykke mig lidt forsigtigt, så var 2019 et sært år.

Skal jeg finde ord, der kan beskrive det, må det blive 'uro', 'angst' og 'disruption', der kom alle mulige andre steder fra, end Singularity University havde fortalt os. De lovede eksponentielle tanker, robotter overalt og ikke mindst sammensmeltning af al intelligens i computersystemer. Millioner af små flammer ville samle sig og blive en brølende, lutrende ild, der skulle redde os alle sammen og få Ray Kurzweil til at leve evigt på en eller anden glemt maskines harddisk.

Det kan stadig nås:

Han spår, det bliver i 2050.

Somom...

I stedet gik undervisningministeren i december i pressen og sagde, at nu skulle vi nok slappe lidt af med den digitalisering af skolelivet, det hele skulle jo ikke være iPads, og udviklingen skal i hvert fald ikke gå ud over bøgerne. 

'Der er brug for almindelig sund fornuft, når det gælder digitalisering. Der er vi måske blevet lige lovlig begejstrede ved tanken om, hvor smart digitaliseringen er. Det er den måske ikke alligevel,' sagde Pernille Rosenkranz-Theil til Politiken.

Stemmer fra fortiden
Det er mildt sagt nye toner fra et ministerium, der om nogen har været pladask forelskede i alt, der foregår på en skærm.  Og de toner stemmer dårligt med det kor, især aarhusianske medieforskere har etableret gennem det seneste tiår.

De bruger stadig ord som ’skærm-angst’, ’bekymringsindustri’ og ’mangel på evidens’ i flæng, når nogen har tilladt sig at løfte stemmen og tale om, at børn måske ikke automatisk bliver klogere, bare fordi de kan finde ud af at google sig frem til svarene på en opgave.

Hen over sommeren skiftede koret taktik: Nu tales der simpelthen om, at børn har RET til at være på nettet, at vi voksne må respektere deres behov for at være på instagram og YouTube. Det, der skal til nu, hævdes det, er digital dannelse – eller på engelsk; digital litteracy, et udtryk opfundet og brugt af Steve Jobs i et interview fra 1981 og altså nu genopfundet  som et oldgammelt kors, man holder foran sig, mens de onde kræfter eksorceres ud.

DR vil kigge tilbage på os
Og året startede i den grad med at drive onde kræfter ud af de unge: I januar stadfæstede højesteret en dom på 40 dages betinget fængsel til en 18 årig mand, der havde delt videoer med en mindreårig pige via sociale medier – det var en del af den såkaldte Umbrella-sag, hvor over 1.000 pæne unge mennesker pludselig stod anklaget for at have gjort noget, de vokne og platformene konstant opfordrede dem til: At dele for at få likes og opmærksomhed, i det her tilfælde langt ud over almindelig anstændighed og med en ganske ung pige som livslangt digitalt offer.

2019 blev også året, hvor Danmark Radio sprang ud. Ikke som den store folkelige bærer af dansk kultur og information til borgerne, men som techgiganternes nyttige lille hjælper i nord.

DR ønsker nemlig, at vi skal registrere os for at kunne se tidsforskudt internetfjernsyn på dr.dk. Vist nok fordi Netflix også tracker brugerne, og DR tror så, de kan vinde over Netflix ved at gøre det samme. Og når der skal logges ind, er den absolut nemmeste løsning selvfølgelig, at det skal foregå direkte gennem Google, Apple eller Facebook, i stedet for at  bruge dyrebare to minutter på at oprette en konto hos DR med sin egen mail…

Hermed indgår DR helhjertet i fødekæden hos dem, som Shoshana Zuboff kalder 'overvågningkapitalister'. Dem, der sandsynligvis ganske gratis kan kigge med over skulderen på os licensbetalere, mens vi ser ’Kender du typen?’.

Overvåget i sikkerhedens navn
Og det med at kende typen, ja det skal eders elektropedel ellers lige love for, at regeringen gerne vil. Faktisk vil de det så meget, at såvel landets stats- som justitsminister konstant taler om tillid og tryghed, der efter deres mening kun kan opnås ved ay opsætte og registrere horder af overvågningskameraer, måske sågar udstyret med kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse, ligesom de gør i Kina.

Det er nemlig 'frihed', hævder justitsministeren i en tale, der er blevet delt og latterliggjort, men hvis nysprogs-designede indhold regeringen tydeligvis står inde for, ’vi skal ikke kun forholde os til det her med udgangspunkt i frihedsrettigheder og privatliv’, sagde en agiterende Mette Frederiksen, der mener vores samfundsmodel er under pres.

Det er den.

Jeg spår, at 2020 bliver mere snak om 5G netværk og smarte byer og IOT og endnu flere robotter og kunstig intelligens, dén der magiske ting, der skal gøre alting bedre og os alle sammen rigere, hvis det ikke allerede var, fordi SiriI-kommisionen for mange år siden har afskrevet, at Danmark har data nok til at gøre noget som helst.

AI hypet som nano
Vores eneste chance var at blive et såkaldt ’anvendelsesorienteret testland’ – ja, det skrev de, og ja, det er vi tydeligvis blevet.

Men hey, kunstig intelligens? Det er jo bare en kopi af rigtig intelligens, altså den intelligens, der kommer ud af hovedet på dem, der tror, de har den. Intelligens baseret på algoritmer og gennemsnit, hypet på samme måde som nanoteknologien, hvis nogen overhovedet kan huske den længere?

Bålene brænder, men de er falske og de giver ingen varme.

Så hellere brændeovnen.

Og katten foran den, henslængt i tidsstoppende afslapning. 

Godt nytår.

I morgen angriber vi os selv. Igen. 

Og alt står i flammer.