Kommunen.dk
MENU

Kommunalt ansatte føler sig jaget af tidligere borgmester

En tidligere borgmester, en praktiserende læge og en økologisk gartner kæmper for at sikre borgernes rettigheder. Men den kamp udkæmpes med ufine metoder, mener blandt andre en kommunaldirektør. Kommunen sætter med ny undersøgelse fokus på trivsel blandt kommunale ledere.

Kommunalt ansatte føler sig jaget af tidligere borgmester

En tidligere borgmester, en praktiserende læge og en økologisk gartner kæmper for at sikre borgernes rettigheder. Men den kamp udkæmpes med ufine metoder, mener blandt andre en kommunaldirektør. Kommunen sætter med ny undersøgelse fokus på trivsel blandt kommunale ledere.
Flere embedsmænd har udpeget Borgerretsbevægelsen som en gruppe, der står bag chikane af dem. (Neil Webb / Polfoto)
Flere embedsmænd har udpeget Borgerretsbevægelsen som en gruppe, der står bag chikane af dem. (Neil Webb / Polfoto)

"Er du snotdum?"

De fleste ansatte i kommunerne vil nok betakke sig fra at få sådan et spørgsmål i en mail om en given sag. Men ikke desto mindre er det, ifølge kommunaldirektør i Hedensted Kommune Jesper Thyrring Møller, et eksempel på den tone, der er blevet brugt over for medarbejdere i kommunen. Han anklager tidligere borgmester i Hørsholm, og nu repræsentant for Borgerretsbevægelsen, Uffe Thorndahl (K) for, i en periode, at have kørt en regulær hetz mod kommunen med udbrud og ringeagtelser over for navngivne medarbejdere.

I 2014 opgjorde Hedensted Kommune en 163 sider lang liste over de sager, den tidligere borgmester havde arbejdet med, hvor han havde ledt efter fejl og mangler i den offentlige forvaltning og også rettet skytset direkte mod medarbejdere.

- Nu er chikane jo et stort ord. Men det, vi oplever, er, at ud over at gå efter en sag, så er der i ansøgninger om aktindsigt og klager ofte nogle formuleringer, som ringeagter navngivne offentligt ansatte og politikere for den sags skyld også. Og den der ringeagtelse synes jeg, man burde holde sig fra og fokusere på sagen i stedet. Det er jo helt legitimt at spørge ind til sager, men der er ingen grund til decideret at gå efter enkeltpersoner, siger Jesper Thyrring Møller.

Det er ofte kommentarer om folks uddannelsesniveau, om folk er deres løn værd og vurderinger af, hvorvidt man er fornuftig eller ufornuftig, der kommer frem i beskederne. Det viser en undersøgelse, Kommunen har lavet om kommunalt ansattes trivsel.

Metoden er den samme

De mails, der bliver sendt fra Borgerretsbevægelsen - med Uffe Thorndahl i spidsen - kommer kommer gerne i forbindelse med ansøgning om aktindsigt i en given sag. Der bliver dog også sendt kommentarer om folks arbejde. Og er der en bidsk kommentar eller et personligt angreb i mailen, bliver den sendt til rigtig mange forskellige mennesker – både inden- og udenfor rådhuset, fortæller Jesper Thyrring Møller.

I perioder kan disse mails blive sendt dagligt. Andre gange kan der gå måneder imellem.

- Det afhænger selvfølgelig lidt af, hvor aktive de er i kommunen, hvor tit det sker. I Hedensted Kommune har det tidligere været nærmest dagligt. På et tidspunkt måtte vi hyre en ekstern jurist til at svare på de her henvendelser. Så det kan være meget omfangsrigt, siger Jesper Thyrring Møller.

Bilagssager og aktindsigter

Uffe Thorndahl er en flittig bruger af offentlighedsloven. I 2008 satte han gang i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) første bilagssag gennem omfattende aktindsigter i bilag fra Løkkes tid som amtsborgmester i det nu nedlagte Frederiksborg Amt. Siden har han blandt andet undersøgt kloakeringsafgifter i Vordingborg og udbetalinger af tabt arbejdsfortjeneste i kommunerne.

Han har stiftet Borgerretsbevægelsen sammen med praktiserende læge Stig Gerdes og den økologiske gartner Erik Lang.

Netop denne bevægelse har flere kommunale chefer og direktører nævnt som en forening, der udøver chikane. Det fortæller de i Kommunens nye trivselsundersøgelse.

De kommunale chefer peger på, at de oplever overfusninger, bagvaskelse og hadesider på internettet fra Borgerretsbevægelsen. Ingen har dog kunnet peget på konkrete navngivne hadesider. Desuden fremhæver de, at de mange aktindsigtsanmodninger beslaglægger store mængder arbejdstid.

”Vi har ytringsfrihed i det her land. Og jeg vil påkalde mig retten til at bruge den til at sige sandheden, som jeg ser den. Hvis en borger er udsat for at en kommunal embedsmand har løjet, vil jeg da have lov til at skrive det.”

Sygemeldinger i kølvandet

Hedensted er ikke den eneste kommune, der har oplevet, at blive jagtet af Borgerretsbevægelsen. I Vordingborg Kommune, hvor Uffe Thorndal i dag bor, måtte man i 2014 - efter indstilling fra Land- og Miljøforvaltningen- ansætte en medarbejder til at tage sig af de talrige henvendelser fra eksborgmesteren. Dengang lagde Land og Miljøchef Rolf Hoelgaard ikke skjul på, at Uffe Thorndahl har trukket store veksler på afdelingen.

- Land og Miljø har i 2014 haft en række sygemeldinger med stress, og flere medarbejdere har fået tilbud og haft brug for psykologbistand for at klare arbejdspresset. En medarbejder er pt. langtidssygemeldt med stress, konstateres det i indstillingen til økonomiudvalget, hvor forvaltningen også skriver, at man ingen forventning har om at omfanget af henvendelser vil falde, skrev han i indstillingen.

Siden har Vordingborg Kommune ydermere besluttet at tage penge for aktindsigtsanmodninger, på grund af de omfangsrige ansøgninger fra Uffe Thorndal. Og senest i december har kommunen sammen med Guldborgsund Kommune vedtaget særlige regler for Uffe Thorndals henvendelser, som blandt andet betyder, at han ikke har tilladelse til at søge aktindsigt hos specifikke medarbejdere, men i stedet skal kontakte kommunerne gennem deres hovedpostkasser.

Skriver han alligevel til konkrete medarbejdere, har disse fået besked på at slette hans henvendelser og at de ikke behøver læse dem først.

Embedsværket lemfældige omgang med sandheden

Listen over kritikpunkter mod den tidligere borgmester og repræsentant for Borgerretsbevægelsen er altså lang. Så her på Kommunen ringer vi naturligvis til historiens hovedperson. Uffe Thorndahl siger:

- Hos Borgerretsbevægelsen har vi tre enkelte hovedformål: nemlig at myndighederne skal overholde lovgivningen, stoppe med at lyve og stoppe vennetjenester i kommunen. Det er så store udfordringer, at jeg ikke tror, vi når alle tre målsætninger i min levetid, siger Uffe Thorndal.

Han siger, at han har en oplevelse af, at embedsværket har en lemfældig omgang med sandheden. Derfor ser han heller ikke noget problem i, at han - som han udtrykker det - tager debatten om en navngiven embedsmands faglige kompetencer offentligt, ved for eksempel at sende en mail til hele rådhuset, om vedkommende:

- Vi har ytringsfrihed i det her land. Og jeg vil påkalde mig retten til at bruge den til at sige sandheden, som jeg ser den. Hvis en borger er udsat for, at en kommunal embedsmand har løjet, vil jeg da have lov til at skrive det, siger Uffe Thorndahl.

“Ingen af de skvat tør møde op”

Han mener, at embedsmændene må stå på mål for deres beslutninger. Også over for kolleger.

- Og jeg siger ofte, at hvis der er noget forkert i det, jeg siger, så kan vi tage et møde om det og gennemgå det. Og hvis jeg konkluderer eller bliver overbevist om, at jeg tager fejl, så kommer jeg med det samme med en uforbeholden undskyldning. Det har jeg aldrig været bange for at give. Men der er ingen af de skvat, der tør møde op, understreger Uffe Thorndahl og efterlyser en kvalitetssikring i den offentlige forvaltning:

- Det er jo ikke som i gamle dage, hvor der skulle to underskrifter til, før noget trådte i kraft. I dag er det op til den enkelte treårige kandidat, der kommer et eller andet sted fra, formentlig med en halvdårlig eksamen og bliver ansat i en kommune, som sidder og træffer en afgørelse, som er helt hen i det blå, når man ser nærmere på papirerne.

Borgerretsbevægelsen afviser over for Kommunen, at man står bag hadesider, bagvaskelse eller overfusninger. De henviser blandt andet til egne etiske retningslinjer, hvori det fremgår, at “Det er uhensigtsmæssigt og utroværdigt at svine sine modstandere til" i en diskussion.

Undersøgelse

Kommunale chefers trivsel

  • Kommunen har i december og november gennemført en trivselsundersøgelse blandt landets kommunale chefer og direktører. Over de kommende tre uger vil vi præsentere de vigtigste data fra undersøgelsen.
  • 443 kommunale chefer og direktører har deltaget i undersøgelsen, som er udsendt til 1340 chefer og direktører. Det giver en svarprocent på 33 procent.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR