Jeg sad og studerede bordpladen foran mig. Jeg må vel have kedet mig. Det var aften og mørkt, så der var ingen inspiration at hente udenfor vinduerne. Heller ikke i studiet af mine medstuderendes nakker. Så mit rastløse blik var endt på den grå, laminerede bordplade.

Dér fokuserede jeg på en lille krusedulle – en lille blomst, måske – tegnet med blyant. Da jeg næste aften atter sad ved mit bord, og læreren var i gang ved tavlen, var den lille krusedulle væk. Pedellen eller rengøringspersonalet havde gjort deres pligt og gjort rent bord. Så lavede jeg selv med blyant en lille krusedulle.

Det var i 1968 eller 69, og jeg befandt mig på Statens Studenterkursus, der dengang lå på Frederiksberg. Den digitale flodbølge lå årtier ude i fremtiden, folks privatliv blev respekteret, og det var i det hele taget en meget anderledes tid.

Jeg havde forladt gymnasiet i utide og var i gang med et etårigt aftenkursus i København, der skulle ende med en realeksamen, så jeg fik et stykke papir på, at jeg trods alt havde tilegnet mig nogle skolekundskaber.

Jeg var kun 17 år og var kommet ind på dispensation. Vi var en yderst broget flok med mig som den yngste og en distingveret, gråhåret kontormand, der åbenbart også havde brug for et eksamensbevis af en slags, som den ældste. Mellem os var alle aldre, baggrunde og årsager til at være netop dér repræsenteret: En rigtig arbejder, der kørte i en lille Trabant, den store mand dårligt kunne være i, en enlig mor, en hjemvendt Thule-arbejder, en typograf, der ville være læge, og så videre.

Efter et par dage med små kradserier på den ellers rene bordplade slog det indlysende mig: I dagtimerne sidder der jo et andet individ ved ’mit bord’ og keder sig. Så jeg dristede mig til oppe i hjørnet at skrive: ’Hej. Hvem er du?’ Så får vi jo se – måske pedellen ville fjerne det, så bordet var fint rent.

Da jeg ankom næste dag, var mit spørgsmål ganske vist visket bort, men i stedet stod der: ’Hej, jeg hedder Marianne (så vidt jeg husker). Hvem er du?’ I løbet af aftenen præsenterede jeg mig kort. Pedellen, som jeg desværre aldrig mødte, var en fin fyr, for bordet blev gjort fint rent, men vore beskeder fik lov at stå. Og hver dag var mine skriverier erstattet af et nyt bidrag fra min bord-partner.

Efter nogen tid begyndte de andre at kommentere: Nå Morten, noget nyt? Og det var der jo. Vore små beskeder voksede efterhånden. Til sidst fyldte de en betragtelig del af bordpladen og tit med små illustrationer, for eksempel et lille portræt af en rødhåret pige. Selv lærerne begyndte også at interessere sig for fænomenet.

Og efter få uger var alle forbi mit bord, når de ankom sidst på eftermiddagen. Ofte stod hele klassen i en stor flok ved mit bord og læste interesseret, når jeg ankom. Der blev kommenteret livligt, og den tidligere Thule-arbejder lavede en stor karikaturtegning af mig på tavlen. Det havde med andre ord udviklet sig fra en lille krusedulle til noget, jeg vil mene kan ses som forløberen for nutidens uhyrligt omsiggribende sociale medier.

Vi fortsatte kommunikationen, og jeg forstod, at min dagveninde oplevede den samme intense interesse i dagtimerne. Vi var med andre ord pinligt bevidste om, at vores korrespondance var offentlig. Det kunne indimellem gøre det svært at kommunikere, når man hele tiden skulle tage højde for tilgængeligheden og den store interesse.

Men vi vidste da i det mindste - anskuet i nutidens digitale perspektiv - at der ikke var nogen, der tilsneg sig adgang til vores kommunikation for at bruge den til kommercielle eller mere eller mindre klamme eller luskede formål.

Hvad som helst om hvem som helst

Sådan er den digitale virkelighed jo i dag. Ikke alene handles der flittigt med dine oplysninger, som du efterlader i rigt mål via pc, smartphone, tablet og hvad det alt sammen hedder. Vi afleverer også ganske frivilligt via de sociale medier oceaner af personlige informationer til fri afbenyttelse for, hvem der måtte have en interesse i dem.

En digital liste, for eksempel over gravide danske kvinder bosiddende i et bestemt område, er rent guf for visse firmaer. Listerne skabes og videresælges på hyperprofessionel vis af de såkaldte databrokers.

Nettet er blevet kolossalt, mængden af informationer – hvoraf mange er af helt privat karakter – er gigantisk, og computernes kapacitet noget nær grænseløs. De professionelle kan for eksempel sagtens klare at sortere informationerne ud i 50.000 forskellige kategorier.

Det ser ud til, at det nu er muligt når som helst at finde ud af hvad som helst om hvem som helst. Og ingen kan tilsyneladende dæmme op for det. Selv kommuners hjemmesider, som borgerne er tvunget til at anvende, har indlagt cookies – små digitale mekanismer, der sørger for at indhente og viderebringe nærmere definerede informationer – og kommunerne aner intet ikke eksistensen af dem. Det kunne DR forleden afsløre.

De tilsyn, der skulle hindre misbrug, er lysår fra den kapacitet, det ville kræve at løse opgaven. Og politikerne er tilsyneladende årtier bagud for udviklingen og virker fuldkommen lammede, når de får forelagt kendsgerningerne. Imens holder i Danmark 600.000 overvågningskameraer et skarpt øje med os.

Hvis man - dengang jeg sad og kommunikerede med min blyant på et skolebord på Frederiksberg - havde åbenbaret bare en brøkdel af disse oplysninger for danskerne og bedt dem tage stilling til, om det var tilstande, de kunne tænke sig, så tror jeg et oprør havde rejst sig. Men dengang troede vi selvfølgelig også på, at vores cpr-nummer for altid ville være strengt personligt.

Nå ja, jeg skylder måske en slutning på historien om mit eget sociale medie. Det lukkede selvfølgelig, da eksamenerne begyndte. Og ved translokationen, hvor vi fik vores eksamensbeviser, mødte jeg Marianne. Jeg var på det tidspunkt både genert og depressiv og slet ikke i gear til at indlede en snak med en vildtfremmed pige.

Men hun så vældig sød ud.