Fuglene kvidrer nærmest febrilsk i forårsluften. Horbelev, en landsby med knap 600 indbyggere i det nordøstlige hjørne af Falster, er ikke død. Men det var tæt på. For fem år siden så det sort ud. De kommu-nale arbejdspladser i dagplejen og på plejehjemmet havde Guldborgsund Kommune ad flere omgange fjernet i centraliseringsrunder, der samlede alt i Nykøbing Falster. Folkeskolen var også for længst blevet lukket, og friskolen, der havde forsøgt at fylde hullet, havde drejet nøglen om. Tomme bygninger og boliger fortalte med tavse vinduer historien om en by, der var ved at visne.

- Vi var i en dyb spiral på vej nedad, fordi kommunen centraliserede alt. Hele byen fik et chok, da kommunen trak stikket. Det var nærmest en kollektiv depression, siger Joachim Cyrill Hansen, som de seneste 18 år har ejet byens købmandsforretning.

I dag er udviklingen vendt, og når borgmester John Brædder skal fremhæve et område i kommunen, nævner han Horbelev.

- Jeg har pralet med dem alle steder, hvor jeg kommer frem. De er et eksempel på, at man kan skabe en udvikling, hvis man nægter at acceptere en afvikling. Nøglen har været, at de som nogle af de første har måttet sande, at der ikke kom nogen og hjalp dem, så de var nødt til at gøre noget selv, siger John Brædder.

Æren kan borgmesteren dog ikke tage. Vendepunktet kom i 2010. Med dannelsen af Nordøstfalsters Fremtidsforening ville Torben Stjernholm samle alle lokalområdets kræfter i en forening, der kunne gøre det, som kommunen ikke havde gjort.

- Samfundet var stoppet med at investere i sig selv og kunne ikke se, at man skal investere sig ud af problemerne, siger formanden, der i 2010 indkaldte til stormøde og samlede 250 mennesker i idrætshallen. Det var tid til at komme med de ideer, der skulle sætte Horbelev på landkortet.

Startskud med skolekøb

Foreningen, som til daglig kun kaldes NØF, lykkedes med at overbevise kommunen og kreditforeningen om, at de skulle købe de tomme skolebygninger for en rund million. På det tidspunkt havde man allerede skrabet godt en kvart million sammen, som hurtigt blev brug på istandsættelse. Og siden da har fonde, virksomheder og private givet yderligere 1,7 million kroner til at forbedre bygningerne, der nu som Landsbycenter rummer alle de foreninger, der er piblet frem. I den gamle idrætshal er der indrettet motionsklub med 140 betalende medlemmer, der er åbnet en café og en stor genbrugsbutik drevet af lokale frivillige, amatørteatergruppen har slået tre tidligere klasselokaler sammen til teatersal med backstageområde bag scenen, der både lægger brædder til revyer og dilettantforestillinger, og ovenover den har billardklubben indrettet sig med bar, sofagruppe, dart og to store billardborde. Samtidig lejer NØF tre istandsatte lejligheder ud til private, ligesom byens – og omegnens eneste – pizzeria lejer sig ind i en gammel skolebygning.

Kronen på værket kom med bevillinger på i alt 8,5 millioner kroner til at binde de tre skolebygninger sammen i en stor cirkelformet glaskonstruktion, der skal rumme både amfiscene og cafélokaler, når den står færdig til august. Samtidig er der planer om at indrette musikstudie i det gamle fysiklokale for at styrke det lokale musikliv, som man allerede har bakket op om ved at lave en todages festival i august, der overlader scenen til knap 20 lokale bands og desuden kun sælger øl fra det lokale bryggeri.

- Man er nødt til at skabe muligheder og aktiviteter, så kommer folk. Og den her udvikling fortsætter, og det område, som vi har sat på landkortet, vokser helt vildt, siger Joachim Cyrill Hansen, der kan glæde sig over, at hans butik som den eneste af de 6 butikker, der var her for 18 år siden, stadig er åben, og at omsætningen er fordoblet siden da.

Fællesskab på tværs

Også for borgerne har det forstærkede foreningsliv givet håb om en lysere fremtid på Falster. Det mener i hvert fald Evelin Møller, der har boet i Horbelev i 30 år og udover arbejdet i NØF også sidder i menighedsrådet.

- Det har været forfærdeligt at se byen visne, men udviklingen er så småt begyndt at vende. Det har haft rigtig stor betydning særlig for den ældre gruppe, der let bliver glemt herude. De har fundet en hylde og et nyt fællesskab, siger hun.

I løbet af de sidste år er indbyggertallet steget med 35. Ikke nogen stor vækst, men en stor bedrift i et område, som mange flytter fra. De færre tomme huse udgør en selvforstærkende effekt, der sammen med de mange sociale arrangementer som fællesspisning, banko og fredagscafé er med til at lokke flere til byen. Også unge mennesker som eksempelvis Maria Louise Hansen på 25. Hun er det klart yngste medlem i NØF’s bestyrelse, som hendes svigermor hvervede hende til, allerede før hun flyttede til byen.

- Man bliver nødt til at være optimistisk og til at bidrage. Hvis man ser sort på det, kan man lige så godt flytte herfra med det samme. Jeg har altid sagt, jeg ikke skulle bo på landet, men nu elsker jeg det her, og jeg kunne ikke drømme om at flytte herfra, siger Maria Louise Hansen. Når hun ser de gamle kvinder mødes til banko eller de ældre mænd mødes i deres klub hver onsdag, kan hun også sagtens forestille sig selv at blive gammel i landsbyen.

Et nyt idealsamfund

Hjemme hos Torben Stjernholm kører radioen konstant i baggrunden. Men den tidligere landmand overdøver den det meste af tiden i sit utrættelige forsøg på at forklare, hvad der er galt i forholdet mellem by og land, mellem udkanten og de indspiste i Nordsjælland, mellem de fattige og de skatte-unddragende.

Alle regner på, hvad man kan spare på at lukke en skole eller samle alle de ældre på et stort plejehjem, men de regner i kasser og glemmer at kigge på de omkostninger, det har både i de små samfund og for hele kommunen, siger han, og derfor har man afviklet mere, end man har udviklet.

Selv ser han på samfundet anno 1957, som er hans fødeår, som det ideelle samfund. Dengang var der masser af butikker i landsbyerne, der var børn allesteder, og man fik dækket et socialt behov. Men Torben Stjernholm drømmer sig ikke tilbage – han drømmer sig frem.

- Jeg ved godt, vi ikke kan  genskabe det samfund, som vi havde dengang, men vi kan skabe de rammer og de sociale sammenhænge, der skaber værdi, åbner horisonten og udvikler os som mennesker. Det er det, et fællesskab skal være, siger han og tilføjer.

- Det, vi har gjort her, er et bevis på, at man skal investere i nye sociale sammenhænge.

[intense_content_box border_style="none"]

Sådan kan kommunerne hjælpe landsbyerne

Klyngetilgangen er ét blandt mange bud på, hvordan landsbyerne kan overleve. Her er eksperternes andre anbefalinger.

[intense_hr]

[intense_animated type="swingInDownBackward" scroll_percent="30" delay="1500"]

[/intense_animated]

Ryk ud

På Møn har kommunen opkøbt en bungalow og oprettet en lille filial af kommunen ude i landdistriktet for at være helt tæt på og for at sikre, at udviklingen sker i fællesskab.

- Det er rigtig godt til at få en dialog og lave konkrete aftaler om boliger, der skal rives ned eller sættes i stand, siger Ellen Højgaard Jensen.

[intense_hr]

[intense_animated type="swingInDownBackward" scroll_percent="30" delay="1500"]

[/intense_animated]

Bland økonomierne

I både Norge og Sverige har kommunerne i fællesskab med private virksomheder lavet modeller for blandingsøkonomier, hvor den lokale købmand også bliver posthus, et socialt mødested og det offentliges forlængede arm.

- I Danmark er vi ikke så gode til at lave de blandingsøkonomier, hvor det offentlige og det private går sammen, siger Ellen Højgaard Jensen.

[intense_hr]

[intense_animated type="swingInDownBackward" scroll_percent="30" delay="1500"]

[/intense_animated]

Lad borgerne bestemme

Den lokale udvikling er helt afhængig af et lokalt engagement. Det trives bedst, hvis kommunen hverken blander sig eller forsøger at bestemme. I stedet skal man bakke op om de ideer, der er, og give borgerne nye muligheder for at påvirke udviklingen. Det forsøger man eksempelvis i Favrskov, hvor flere landsbyer arbejder med borgerbudgettering.

[/intense_content_box]