ærlig talt
Af Michael Kjærgård
 | Journalist på Kommunen.dk og DK Nyt
Trods sin status som verdens mindst korrupte land har Danmark også sin andel af sager, hvor embedsmænd må en tur i retten.
Trods sin status som verdens mindst korrupte land har Danmark også sin andel af sager, hvor embedsmænd må en tur i retten.
Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix

Den ubestikkelige embedsstand

KLUMME Når man først er kommet i gang, så ved man, hvordan man griber de næste an.

ærlig talt

Danmark topper rutinemæssigt de årlige undersøgelser som det mindst korrupte land i verden, og det skal man glæde sig over. Man skal også være sig bevidst, at glæden ikke nødvendigvis varer evigt.

For tiden knager det alvorligt i Forsvarets Ejendomsstyrelse, hvor en af flere sager netop er afgjort med to års fængsel til den embedsmand, der tog imod smørelse, og to og et halvt års fængsel til en medarbejder hos den leverandør der smurte. For Forsvarets penge, vel at mærke. Den dømte på leverandørsiden henviste til en kutyme, at “det var sådan, man fik ting ordnet”, og den nyligt afgjorte sag er da heller ikke den eneste.

Kutymer er som udgangspunkt en fornuftig og praktisk måde at tilrettelægge arbejdsgange på, men naturligvis kun hvis det er lovligt. Mekanismerne synes dog at være de samme på den forkerte side af loven.

For flere år siden var der i helt eller delvist kommunale havne en række sager om tag-selv-tillæg til lønnen i form af indkøb til private formål, som havde så tilpas mange fællestræk, at man også der kunne få den tanke at der var tale om en slags branchekutyme. Tilsvarende optrådte på den temmelige lange liste over involverede i det store Atea-sagskompleks en række gennemgående elementer - gaver, rabatter, rejser - der kunne tyde på, at når man først er kommet i gang, så ved man, hvordan man griber de næste an.

Længere tilbage i tiden viste der sig i en række sager også at være en slags fælles broderskabsforståelse hos overlæger, der modtog forskningsmidler, om at pengene ikke skulle gå til arbejdsrelaterede udgifter, men var en slags honorar som de kunne bruge efter forgodtbefindende til private formål efter eget valg.

På det mere individuelle niveau udviser en række sager med kommunale chefer på forskellige niveauer om ikke nogen kutyme, så dog fællestræk, og endelig er der jo topscoreren i uretmæssig berigelse på det offentliges regning, Britta Nielsen. Hendes malkning af Socialstyrelsen ydede heller ikke noget positivt bidrag til det generelle indtryk af, at “det danske embedsapparat er særdeles hæderligt”, som antikorruptionsorganisationen Transparency Internationals karakteristik lyder.

Men førstepladsen på listen over mindst korrupte lande er dog ikke kommet af ingenting. Vi er “relativt forskånet for korruptionens åg”, som Transparency International formulerer det, dog med tilføjelsen at “også Danmark har sine særlige problemstillinger”.

Så sandt. For ganske nylig er der endda kommet endnu en af de “særlige problemstillinger” til, nemlig at myndigheder på egen hånd opfinder regler, som myndigheden lige står og har brug for i en konkret situation.

De er ganske vist både ugyldige og ulovlige, men i det omfang der administreres efter dem, er de lige så effektive, som hvis de havde været lovlige. Her tænkes naturligvis på #minkgate, der byder på flere tilfælde af den slags.

Når man først er kommet i gang, så ved man, hvordan man griber de næste an, og både Rigspolitiet og Naturstyrelsen har været ude i noget slemt snavs med henholdsvis ulovmedholdelige beskeder til minkfarmere og en dispensation uden den obligatoriske klagefrist. Forskellen mellem de to slags snavs er, at miljøminister Lea Wermelin står ved sin andel i den manglende klageadgang, mens ingen indtil nu har vedkendt sig det politiske ansvar for politiets intimidering af minkfarmere.

Så længe det ikke sker, har politiets rolle i affæren potentiale til at blive et ulivssår for den almindelige tillid til myndighederne.

Synspunkt

Tema: Ærlig talt!

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet