Jeg kommer ikke til at blive medlem af det nye dataetiske råd.

Det er sikkert som amen i kirken, og det er ikke engang det værste.

Det næstværste er, at jeg kender en masse andre, der heller ikke kommer med, og det burde de, for de ved noget om computere og samfundet.

Men det allerværste er, at et dataetisk råd sandsynligvis ikke kommer til at betyde noget som helst.

Ikke for Danmark. Og slet ikke for de der uartige, uetiske data, som vi nu løber rundt for at få styr på, inden de gør skade på sig selv og os data-subjekter.

Som om data kan være etiske - data er fuldkomment ligeglade med etik - etikken ligger i, hvordan og hvorfor de indsamles, og ikke mindst: Hvordan de bliver brugt.

Indtil for ganske nylig mente jeg ellers, at et dataetisk råd ville være en rigtig god ide.

Jeg deltog sågar i et formøde for regeringens ekspertgruppe om dataetik, hvor jeg holdt et 10 minutter langt oplæg om …etik.

Hvis nogen skulle have glemt det, så er etik morallære. Det vil sige, at man filosoferer over skik og brug, og det vender jeg tilbage til.

Det ser ikke godt ud

Det var i foråret, nu er arbejdet i gruppen forbi, og de anbefaler, at man nedsætter et dataetisk råd, og det er alle enige om er en fremragende ide, og siden den anbefaling pibler det frem med kronikker over alt, fra mennesker, der mener, de skal være medlemmer, og som allerede nu gerne vil markere sig i debatten, og jeg vil ikke stå tilbage, og selvom jeg skriver, at jeg ikke selv bliver medlem nogensinde, så håber jeg det alligevel, for håbet er lysegrønt, og det kan ingen som bekendt tage fra os.

Men det ser ikke godt ud.

‘Vi anbefaler et nationalt dataetisk vidensløft for både befolkning og erhvervsliv. Vi anbefaler, at Danmark viser sig tydeligt som frontløber for dataetik internationalt, og vi anbefaler, at vi stimulerer dataetisk innovation og entreprenørskab ved øremærkede bevillinger og idékonkurrencer’, skriver IDA-formand, ingeniør og medlem af regeringens oprindelige ekspertgruppe Thomas Damkjær Petersen i Altinget i en slags afrapportering fra gruppen.

Thomas Damkjær mener altså, at vi skal være frontløbere og foregangsland via et ‘dataetisk vidensløft’.

Men han undgår behændigt at definere, hvad dataetik skal gå ud på, selvom det efter min mening ikke er særlig svært: Etisk brug af data kræver informeret samtykke - at vi data-subjekter, os der drysser informationer om os selv over alt på internettet og hos lægen og på apoteket og i Brugsen og hvor vi ellers kommer frem, at vi rent faktisk er klar over, hvad de data skal og kan bruges til og har muligheden for at sige højt og rungende JA eller NEJ!

Det er nemlig god skik og brug at spørge først, før man hiver informationer ud om nogen.

Overvåget og aflyttet

Og her har vi et aldeles grundlæggende og helt uberørt etisk spørgsmål foran os, nemlig at hovedparten af de data, vi afleverer, bliver lusket ud af os, bliver spioneret og overvåget og aflyttet frem, gemt under lange, uforståelige disclaimere, mens vi går rundt i verden og trykker på en computer og gør helt almindelige ting.

Modellen til at tjene penge på digitalisme er så stadfæstet nu, at vi helt har glemt, hvad den går ud på: Modellen hedder ‘Overvågningskapitalisme’ - du får noget gratis, og så indbygger vi et kommercielt, ai-drevet stasiregime under produktet og sørger for, at softwaren med kameraerne og mikrofonerne og stenografi-maskinen og marketingfolkene og psykologerne og politiet gemmer sig i kælderen, så det ikke bliver alt for pinligt, at vi lusker alting om dig, ud af dig?

Det er den model, som Facebook og Google har praktiseret fra begyndelsen, og se bare, hvor rige de er blevet. Og hey, du kan jo næsten ikke mærke, at vi profilerer dig helt ind i sjælen og sælger din digitale dobbeltgænger igen og igen?

Vi har glemt, at gmail er gratis, fordi software læser vores mails. Dem alle sammen. Også dem til kæresten. Vi har glemt, at alle googlesøgninger indgår i profilering - hvad du søger på, hvilke resultater du fik og hvilket af dem, du trykkede på, de tre ting gemmes på ip-adresse eller konto og beriger derefter Googles profil af dig.

Vi har glemt, at de meninger og billeder og såkaldt ‘private’ beskeder, vi laver på sociale medier, i den grad gemmes og datamines og ikke forsvinder, selvom vi sletter, for nu er det blevet en del af virksomheden.

Vi har glemt, at ALLE vores maskiner og programmer hele tiden gemmer data om, hvor vi er, og hvad vi laver, og at det gemmes og bruges til at sælge os ting og til at manipulere og styre os, og hvis vi ikke synes, det er slemt nu, så bare vent, til det potentiale bliver indfriet for alvor.

Vi har glemt, at vores smartphones og computere er to-vejs, det er ikke kun os, der kigger ind, apparaterne kigger i den grad tilbage, og prøver vi at vende ryggen til, er det kun for at opdage, at kameraet dækker hele horisonten rundt, at der ikke er flere steder at gemme sig, samtidig med, at det, der skulle beskytte os, staten, tilsyneladende kun er interesserede i at få en del af kagen i form af forjættede, blinkende Big Data.

Big Data er lusk!

MEN: Jeg har sagt det før og gør det gerne igen: Big Data er LUSK!

Big Data, er data, man hiver ud af mennesker, der udfører en eller anden uskyldig ting (bruger rejsekort, køber ind i Brugsen, henter børn i børnehaven, går til læge, har endomondos løbeapp kørende eller skriver til moster via Facebook) - data, vi ikke får besked om hvad bliver brugt til, og som vi ikke har den mindste kontrol over.

Undskyldningen er altid den samme: Data er pseudonymiseret, dit navn står ikke i dem, så hvad brokker du dig for - og den undskyldning gælder på ingen måde længere, i en verden, hvor man kun er en enkelt algoritmisk beregning fra at sende samme data direkte tilbage mod dit syndige hoved - for at sælge dig noget, eller for at påvirke og nudge og styre dig.

Det er sygt. Kom ud af det! NU! Søg hjælp, siger jeg.

Men ingen lytter.

Slet ikke akademikerne, hvis formand, Lars Qvistgaard, også har været ude med en lille rask kronik, der skal sikre hans organisation en plads i det dataetiske råd: ‘Nu skal vi sikre, at rådet også fremmer en udvikling, hvor alle kommer til at opleve flest mulige fordele og størst mulig tillid til det omsiggribende digitale samfund, udviklingen går henimod,’ skriver han og understreger, som Thomas Damkjær, at det der ‘omsiggribende digitale samfund’, det må vi ikke stå i vejen for, og slet ikke med noget så negativt, som MISTILLID?

Nu har vi det lige så sjovt og godt med at at lege overvågningskapitalister ligesom Silicon Valley, så det gider vi ikke diskutere igen, lyder det gang på gang og på mere eller mindre fantasifulde måder.

Hvad blev der af dem?

Men nu skal der jo ikke gå DJØF-bashing i den, som man siger.

Så her til sidst vil jeg godt kippe lidt med flaget for netop DJØF, der i en fin artikel for nylig har stillet et spørgsmål, som de aldrig får svar på, og som endegyldigt også sætter dem udenfor et dataetisk råd.

De spørger: Hvad blev der af besparelserne på digital post?

Og de spørger ikke alene, for det vil Rigsrevisionen også gerne vide, især da der var lovet 1 milliard kroner OM ÅRET siden 2011 i besparelse ved at tvangsdigitalisere danskerne til at skulle modtage digital post. Men de syv milliarder, dem er der ingen, der kan finde, heller ikke rigsrevisionen. For KL vil ikke op med tallene.

Vi synes, at vi har så mange indikationer på, at kommunerne har nået målet, at vi ikke synes, der er nogen grund til at gå ud og lave målinger på det’, siger Pia Færch, kontorchef i afdelingen for digitalisering og borgerbetjening i KL, og så blev den, og de 7 milliarder, lagt død, lige der.

Og måske ER der ikke nogen grund til at gå og lave målinger på det?

Måske er vi allerede så langt inde i ‘det omsiggribende digitale samfund’ og dets iboende snageri og overvågning af borgerne i de hyggelige Gladsaxe-model-dukkehuse, at det er helt og aldeles ligegyldigt? Udviklingen i landet er stort set styret af konsulent-bureauer alligevel, DE elsker Big Data, og mon ikke de, mod betaling, kan finde nogen tal, der passer?

Fuldkommen som det Dataetiske Råd vil kunne komme op med argumenter, der vil støtte udviklingen af ‘innovation og entreprenørskab’. For næsten uanset hvad vi finder på, så kan det nok få en tur i den etiske hvidvaskmaskine, og når det kommer ud, skinner det af uskyld og nye telefoner….

Men hvis det er alt, det skal, det råd: holde gang i forretningen, uanset hvor bimse forudsætningerne er, så har vi, der fulde af panikangst og manglende tillid forsøger at tænke lidt længere frem - måske endda hen mod et samfund, hvor vi ikke udspionerer, registrerer og lusker oplysninger ud af hinanden via computere, et samfund hvor vi spørger først - vi har ikke noget at gøre der.

Men hey - I ringer bare allligevel: Jeg er altid klar med et godt råd.

Selvom mange af dem handler om alt det, I skal holde op med at gøre.