Assens er usædvanlig uspoleret
Assens er usædvanlig uspoleret
Assens er en af de mindst spolerede danske byer, jeg kan komme i tanke om. Det er, som om tiden har stået stille, som om udviklingen er gået uden om Assens. Ingen har haft ondsindede planer om at forvanske byen til ukendelighed.
En af de væsentligste forklaringer er nok, at Assens ligger langt væk fra alfarvej. Man kommer ikke lige sådan forbi Assens, hvis man ikke har et konkret ærinde i byen. Den lever sit eget stille liv. Og godt det samme. For det kan byen i dag leve højt på. Lidt i stil med Bogense, Løgstør eller Stubbekøbing. Ingen af de tre sidstnævnte er blevet nær så nænsomt behandlet som Assens, men udviklingen er også i nogen grad gået uden om dem. Ligesom med mindre byer som Ringkøbing, Dragør, Ærøskøbing, Svaneke og Gudhjem, hvor især Ringkøbing, Dragør, Ærøskøbing og Svaneke er sluppet billigt i forhold til vandalistiske tiltag. Ikke mindst fordi kyndige folk har taget fat om bybevaringen på en håndfast og klog måde, så bygninger og sammenhænge er forblevet ubeskadigede og uforfalskede. Selvfølgelig skal alt ikke se ens og uforandret ud til evig tid. Men omvendt: Hvorfor ødelægge noget, der ikke fortjener at blive ødelagt?
Et positivt chok
Da jeg genså Assens for nogle få år siden efter mange år uden Assens-besøg, fik jeg nærmest et positivt chok: Hold da op! Stort set alle husene ligger her endnu, ikke-ødelagte. De fleste af skorstenene sidder der søreme også endnu. Nærmest som et dansk særsyn. Fjernvarmen har åbenbart ikke taget dem som de fleste andre steder i landet. Mange tror fejlagtigt, at ved indlæggelse af fjernvarme skal skorstenen fjernes. Vel skal den ej! Ørelæger tilbyder vel heller ikke normalt de døve at skære ørerne af dem. Eller hva’?
Men Assens er altså sluppet billigt. Lige bortset fra indkørslen til hovedgaden. Her ligger stadig en nu forladt uskøn SuperBrugsen, temmelig grimt skiltet. Det mindste, man kan gøre, når man flytter, er da at rydde op efter sig. Men rygtet vil vide, at der snart sker noget. Ellers frydes man stort set hele vejen gennem hovedgaden. Enkel skiltning, smukt håndteret med nænsom vinduesbehandling og nænsomme vinduesudskiftninger – og kun en enkelt 60’er-forstyrrelse i form af et lidt klodset pengeinstitut sidst i hovedgaden Østergade. Før Fionia Bank, nu Nordea. For enden af samme hovedgade har man så desværre fået lukket lidt for meget af for vandkikket. Det må man altså ikke. Vandkik fra by til havn bør altid holdes frie. Samme forsyndelse ser man mange andre steder, for eksempel Faaborg, Fredericia og Kerteminde.
Fra havnen gik tidligere både til Bogø og Brandsø, men nu kun til Bogø.
Pakhuset er en perle
Midt i Assens ligger et af landets allersmukkeste gamle træpakhuse. Det kæmpestore og meget, meget imponerende fredede gule Plums Pakhus fra 1914, opført af købmand Thorvald Plum. Gå indenfor her, og nyd også det pragtfulde gårdrum, som pakhuset er med til at danne ramme omkring. Det er byens perle, og det bør værnes om til evig tid. Det vidner om storhed og velstand og en driftighed, om end vi har at gøre med en yderligt beliggende provinsby. Pahuset er desværre tømt for indhold, men her er café i gårdrummet. Og bagved ligger gaden med det maleriske navn: Kindhestegade.
Også byens gamle, gule apotekbygning , som nu desværre er forladt, er en fryd for øjet, ligesom det gamle rådhus midt i byen. I mellemtiden har Assens for nogle år siden bygget nyt rådhus for enden af hovedgaden, ud til havnen, adressen er Willemoesgade 15. Men 4. januar 2011 flytter man til endnu et nyt rådhus, indrettet i den gamle, markante sukkerfabrik på Danisco-grunden. Det er der fornuft i. Med idrætshal i tilknytning.
Brolægningen gennem hovedgaden og tilhørende småtorve er forbilledligt etableret. Og ikke uden grund fik Assens i 1994 ’Årets Brolæggerpris’. Helt fortjent!
Men altså, en lidt bedre indgang til byen uden unødigt forstyrrende skiltning ville være velgørende, for så ville vi helt reelt have at gøre med en af de danske byer, der er allermest skånsomt behandlet. Tillykke med det!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.