Alle, der har kørekort, kender nok fornemmelsen af en politibil, der pludselig trækker op bag én; man begynder at tænke over, om man nu har gjort noget forkert! Kører man for stærkt? Er der noget med lygterne? Og har man husket det, kørekortet?

Det sidste er pludselig blevet et enormt problem for mange, må man forstå, eftersom Digitaliseringssstyrelsen har brugt 45 mio. kr. på at udvikle en kørekort-app, der kan downloades fra Google Play eller App Store. Mobilen har vi jo altid med os.

Appen skal aktiveres med nemID og to scanninger af dit pas, og så skulle det hele være lige så godt som det analoge kort, du så alligevel ikke kan undvære, hvis du vil køre udenfor Danmarks grænser.

Du skal til gengæld selv sørge for, at der er strøm på mobilen, og at din skærm ikke er for smadret til, at politiets scannere kan læse dén QR-kode, som erstatter kørekortet.

Nemt og behageligt for enhver pris

Når vi i gamle dage viste vores kørekort, var det kun for at bekræfte, at vi havde det, og at det var gyldigt.

Med appen bliver det nu også registreret, at du er blevet stoppet, og dit cpr-nummer overføres sammen med dit foto til politiets databaser. Det kan lyde harmløst, men der er faktisk tale om en mer-registrering i forhold til tidligere, hvor man kunne skulle oplyse de første seks cifre og sit navn.

Kørekortet er naturligvis kun begyndelsen, sygesikringskortet og passet bliver det næste. NemID, nøglen til al info om dig, ligger allerede som en separat app inde i det, sikkerhedseksperter kalder det mindst sikre apparat i vores teknologiske liv, din telefon.

Det centrale argument for den her app er “behagelighed”.

Der er ifølge dr.dk hvert år næsten 6.000 bilister, der ikke kan finde ud af at medbringe deres kørekort, når de sætter sig ind i bilen. Hvor mange af dem, der slet ikke HAR et kørekort, fremgår ikke. De fik i hvert fald alle en bøde på 1.000 kr, og hvem vil ikke gerne slippe for sådan én?

Men det digitale førerbevis spiller “behagelighed” ind på flere måder. Da appen blev lanceret tirsdag i sidste uge, flød Twitter og andre sociale medier således over med bemærkninger i retning af: 

“Endelig fri for at have pungen med” 

“Nu kan jeg have det hele i mobilen!” 

og “Ja. Jeg gider ikke pung. Vi er trods alt i det 21. århundrede.”

Frihed for ansvar gør os ufrie

Her er vi inde at røre ved noget helt centralt: digitalismen. For en digitalist er alt, der kan gøres digitalt, bedre end det, der var før. Og for Digitaliseringsstyrelsen, hvis slogan er “fordi hverdagen er digital”, er danskerne tilsyneladende kun mobiltelefoner, der skal fyldes op med apps, vi kan klikke på.

Den amerikanske filosof Matthew B. Crawford beskriver i sin seneste bog, “Why We Drive”, hvordan forestillingen om det moderne, her især automatiseringen, får os til at opgive vores egne evner og overlade styringen af vores liv til computere, så vi så at sige læner os tilbage og fralægger os ethvert ansvar for, hvad er sker senere.

Vi forstår, hvad der står på vores kørekort. Men putter vi det ind i en smartphone, der foretager sig ting, vi ikke har nogen form for indsigt i eller forståelse for, bliver vi, ifølge Crawford, til “åndløse dyr” i en teknologisk zoologisk have; vandrende rundt bag tremmer og ude af stand til at gøre alt det, vi egentlig er skabt til og godt kan lide.

Med et kørekort, pas og sundhedskort i en smartphone, lægger vi egenkontrollen væk. Og vi fralægger os samtidig det simple ansvar for at skulle huske og passe på en enkelt, analog ting.

Et kørekort af lamineret pap eller det rødbedefarvede pas er håndgribelige beviser på identitet. Og når vi viser det til nogen, ved vi godt, det ikke skal forlade vores hænder for længe.

Samme id-beviser i en telefon er udenfor vores kontrol. Vi er nødt til at stole på teknikken. Der er langt flere kodelinier i en moderne smartphone end i en rumfærge, og vi er for længst forbi det sted, hvor nogen overhovedet kunne overskue al kode i et styresystem: Det har vi andre maskiner til i dag, og uden dem ville vi ikke kunne skabe det, vi gør.

Vores produkter er således blevet mere avancerede end os selv, og jo mere afhængige vi bliver af dem, des mere ligner de tremmer i et bur i zoo.

Fordi virkeligheden er analog

Et bur er også en valid metafor på andre måder: Digitaliseringsstyrelsen har nemlig valgt kun at understøtte styresystemerne iOS og Android, ejet af henholdsvis Apple og Google.

De to amerikansk ejede techgiganter, der begge direkte lever af at identificere dig, plukke dig for data og parre dig med produkter og holdninger baseret på, hvor du er sammen med hvem, og hvilken adfærd du udviser. 

Jo mere, de har på dig, des federe for dem!

Apple og Google må knuselske Digitaliseringsstyrelsen.

Og staten, os alle sammen, opfører sig i stigende grad som om, staten selv var en techgigant. Forvaltninger og styrelser har data på hjernen. Der forskes og laves statistikker og borgerne skal nudges, styres og kontrolleres fra- og gennem deres egne telefoner.

Personligt kan jeg simpelthen ikke se behovet for at proppe kørekort ind i mobiltelefoner. Miljøet hører jeg nogen sige, kortet er jo af plastik. Men for det første har jeg allerede haft flere telefoner end jeg har haft plastikkort gennem de seneste ti år. Sådan et kort holder nemlig ret godt, bruger ikke strøm og laver ikke CO₂. Det kan ikke hackes, er ganske svært at kopiere, og så er det vandtæt.

For det andet: Hvis det virkelig handler om at skåne miljø ved at forbruge mindre plastik, så vær dog innovative og lav ID-kort i tyndt, lakeret træ eller noget andet, der binder CO₂.

Hvis det reelt ikke handler om miljøet, men om digitalisering for enhver pris, har det et navn:

“Solutionisme” betyder, at man udvikler en løsning, der mangler et problem.

Skulle vi ikke se at komme videre? Ud i den konkrete virkelighed befolket af kompetente borgere, der slet ikke behøver et barnagtiggørende teknologisk fix til 45 mio. kr. for at kunne identificere sig. Og som fortjener frihed og respekt, ikke kontrol, datamining og potentiel overvågning.